Hvis man nogensinde har overværet den danske sanger, guitarist og sangskriver Signe Høirup Wille-Jørgensen dele ud af sin uforfærdede rockmusikalske nysgerrighed og glæde fra en scene under en koncert, glemmer man det ikke igen. Magen til emotionelt facetteret og samtidig musikalsk engageret dame findes muligvis ikke i dansk rock. Der er i hvert fald ikke mange af dem. Eller for nu at skrive det ligeud: Der er alt for få kvindelige, danske rockmusikere, der giver sig selv lov til at være både blide, barske, liderlige, brutale, kælne, onde og analytiske, når de laver musik. Signe Høirup Wille-Jørgensen gør. Det lyder bestemt ikke altid kønt, når hun synger og spiller. Men det lyder aldrig ligegyldigt. Når hun nu, efter at have spillet med for eksempel Murmur, Speaker Bite Me og Bows, debuterer som solist under pseudonymet Jomi Massage med albummet 'Aloud', spiller hun igen både tanken og kroppen ud i ekstremer, der lyder nødvendige. Jomi Massage udsender 'Aloud' på kvindernes kampdag 8. marts, og det virker lige så rigtigt, som musikken gør. Ikke fordi Signe Høirup Wille-Jørgensens imponerende stemningspalet af en stemme holder taler om misogyni eller kønsbestemte lønforskelle på 'Aloud'. Men fordi hun udvider opfattelsen af feminin rockkunst med en stemme og et spil, der indeholder et helt, fyldestgørende, modsætningsfyldt temperament. 'Bruises and Disasters' er en øm, såret hvisken akkompagneret af enkelte guitartoner og indspillet med stort ekko, der får sangens blå sjælemærker til at dunke og hele. Andre steder er Jomi Massage en storm af støj med en forvrænget stemme som omdrejningspunkt. Signe Høirup Wille-Jørgensen fandt på navnet Jomi Massage, efter at hun havde købt en blå genbrugstaske, der gemte på et massageapparat fra de tidlige 60'ere af mærket 'Jomi Massage'. Den medfølgende manuel beskrev, hvordan massage kan fjerne fysiske spændinger. Ifølge Signe Høirup Wille-Jørgensen forsvinder spændinger, hvis man giver dem plads og opmærksomhed, og det er, hvad hun gør rent musikalsk på 'Aloud'. Hun opsøger spændinger i betydningen smertepunkter af både impulsiv kropslig og nagende intellektuel karakter. Og hun dvæler ved dem på en måde, så de eksploderer i insisterende punkfriktion ('For the Ladies') eller enkel, lysende sensualitet ('Is There a Light') for nu at nævne nogle af yderpunkterne. 'Aloud' er indspillet sammen med violinisten og guitaristen Luke Sutherland (fra Bow) og trommeslageren Emil Landgren (fra Speaker Bite Me). Men det fremstår lige så meget som en solovision, som de første af P.J. Harveys udspil gjorde. Netop den unge Polly Jean Harvey er sammen med den endnu mere eksperimenterende Laurie Anderson nogle af dem, Signe Høirup Wille-Jørgensen selv nævner som inspiration til Jomi Massage. Ligesom forbillederne komponerer den danske kvinde sommetider musik, der virker som fortænkte udsagn. Men Jomi Massages musik er hele vejen igennem fri for at passe til flinkeskole-popmodellen, hvor vers og refræner ligner noget, der er klippet efter skabeloner, og det er ikke bare al ære værd. Det er også så befriende afspændt at høre på. 'Aloud' afslører, hvor dygtig en sanger, Signe Høirup Wille-Jørgensen er blevet. Med bittesmå ændringer i stemmeføringen kan hun signalere et stemningsskift og det gør hun også, når hun medvirker på et par sange på debutalbummet med danske The Low Frequency In Stereo. I sammenligning med Jomi Massage er The Low Frequency In Stereo mere ensformige på udspillet med den decideret syrede titel 'Travelling Ants Who Got Eated By Moskus'. Men der er til gengæld tale om tæt, jublende og melodisk fuldblodsguitarrock hele vejen igennem. Det er ren nydelse at høre Low Frequencys robuste sammenspil på tangenter, trommer og guitarer drive af sted som en flod, der elegant skifter retning undervejs og indimellem flyder over i krystalblinkende, ørt brusende vandfald. Og så klæder det musikken, når Signe Høirup Wille-Jørgensen i for eksempel 'Man Don't Walk' træder ind i lyden med en stemme, der er ædende begærlig og meget tillokkende.