Rock, rock. rock. Har vi ikke snart fået rock nok? Det er trods alt godt og vel 50 år siden, Elvis Presley lod hofterne roterer, fordi han bare ikke kunne lade være. Og i de sidste par år er en hulens masse små kloner drønet ud af garagerne i deres slidte læderbukser. For at ævle op og ned ad brækkede guitarstrenge om autentisk musik, om den rigtige attitude og om den ægte vare. Om alt det, vi dybest set har hørt langt ind i bevidstløsheden før. Rå rock, rigtig rock, retrorock. Hvis det altså ikke lige var, fordi den genfødte genre har det med at fostre personligheder, der formår at klistre de gammelkendte klodser sammen på måder, som til stadighed forbavser og forbløffer. Efter en autentisk periode, hvor rocken i den grad har taget sin troværdighed tilbage og vrikket den helt ud på gadeplan, er det naturligvis på tide at føre noget intellekt, noget vid og bid, noget depraveret overklasse-fims ind i legen. Vupti, ind på scenen spankulerer Glasgows Franz Ferdinand, naturligvis til tonerne af det sædvanlige heppekor fra den britiske presses hysteriske hypeskabere. Men for en gangs skyld er lovsangen faktisk berettiget. For Franz Ferdinand, der modigt har stjålet navnet fra den østrigske tronarving, som blev myrdet i 1914 og dermed indirekte udløste Første Verdenskrig, har virkelig noget at byde på. Vigtigst er sangene trods alt. Og de swinger som et fugtigt pendul i et stramt bundet skridtbind på et par af firsernes labre spandexbukser. Lidt Talking Heads med funky artrock. Over til Talk Talk med små poppede melodier og et diskofilt anslag. Adam Ant-trommer på march over mod Suedes sylespidse elegance i et rapt antrit. Singlen 'Tell Her Tonight' har banet vejen med et melodisk schwung, som fænger øjeblikkeligt og sgu nærmest minder om tresserklassikeren 'Summer In The City' med Lovin' Spoonful. Eminent. Sådan fortsætter det med 'Matinee', 'This Fire', 'Darts of Pleasure' og 'Auf Asche'. Sexet, stramt, opfindsomt, veloplagt, dansabelt og funky, som filmen 'Trainspotting' fra Glasgow også var det i sin tid. Sunget med tungen langt ude i kinden og en sær spydig vokal fra Nick Kapronos over Nick McCarthys hoppende guitar. For nu at citere lidt af hypen fra magasinet NME, der lod Franz Ferdinand toppe listen over dette års spændende nyheder: »They are hot, they are smart, they're the best new band in Britain«. Det er faktisk rigtigt. I sidste weekend optrådte Franz Ferdinand sammen med Von Bondies i London for netop NME. Sammen leverede denne foreløbige supergruppe anno 2004 blandt andre Von Bondies' gennembrudssang, 'It Came From Japan'. Men kvartetten fra Detroit kan sagtens selv, hvad det stærke tredje album med den rå punkattitude, 'Pawn Shoppe Heart', viser. Det er cool og barsk Detroitrock så ligefrem og direkte som MC5, Iggy Pop og Eminem. Skulle det ikke være nok, har bandet fået hjælp i markedsføringen fra produceren bag deres debutalbum, 'Lack of Communication', fra 2001, Jack White. Sangerne og guitaristen i bysbørnene White Stripes pandede nemlig sangeren i Von Bondies, Jason Stollsteimer, ned på en klub i byen i december sidste år. Retssagen følger i marts og medieinteressen er selvfølgelig enorm. Angiveligt skulle Jack White være jaloux, fordi Von Bondies og dermed hans ekskæreste, guitarist Marcie Bolen, har lavet det album, White Stripes måske burde have indspillet. Sandt er det, at sange som singlen 'C'mon C'mon' og 'Not That Social' virkelig står distancen, men foreløbig er der dog et stykke til White Stripes og den mere gennemførte sangskrivning. Til gengæld er Jason Stollsteimer med den magtfulde bluesstemme, flankeret af Marcie Bolen og bassist Carrie Smith med feminint modspil en tæt, intens og smittende oplevelse. Rock, rock, rock, man kan faktisk ikke få nok!