'Love Is Hell pt 2' hedder månedens (!) tredje cd fra Ryan Adams. Hvor han på 'Rock'n'Roll' skyder frit fra leveren, er han på 'Love Is Hell' nede i kærlighedens kulkælder. Sang for sang når '2' ikke helt 1'erens høje gennemsnit, men der er hjertestunder af de store. Den blide bønfalden 'Please Do Not Let Me Go' burde kunne få enhver vred kæreste til at fortryde i døren på vejen ud. Altså medmindre hun hører, hvor sangen ender: »True love ain't that hard to find/ not that either one of us will never know«. Det er kærlighedssange fulde af dæmoner, fortrydelse, ømhed og edder. To sange udspiller sig på Chelsea Hotel. Det er en af den slags plader, hvor sangene er skrevet i pauserne mellem at ligge halvfuld og helt alene stirrende på revnerne i loftet. Alt det der først kan siges for sent. »Words mave move/ but they're never movin' fast enough«. Slingrende mellem stoltseren og selvforagt, romantik og kynisme, har Ryan Adams udviklet sig til en sanger og sangskriver, man ikke kan sidde overhørig. At 'Hotel Chelsea Nights' med John Lennon-vokal og corny soulkor bliver fulgt af det primalbrølende bonus-nummer 'Fuck The Universe', gør '2' mere afvekslende end godt er. Men set under ét er 'Love Is Hell' årets hyggestund for kærlighedsmasochisten.