Et talent i klasse med en ung Michael Jackson. Sådan lød konklusionen efter at have hørt Alicia Keys' forbløffende debut 'Songs In A Minor'. Den blot 20-årige newyorker kunne synge og spille stort set alle konkurrenter i r&b og omegn baglæns ud af banen. Og så havde den klassisk skolede pianist soul. Selv hos et vidunderbarn en usædvanlig kvalitet i den alder. Godt to år og syv millioner solgte eksemplarer af 'Songs in A Minor' senere er det blevet tid til opfølgeren 'The Diary of Alicia Keys'. Fotografiet på omslaget dyrker signalværdi snarere end æstetik. Billedet er skåret over i to lige store dele. Venstre side viser tangenterne fra et ramponeret piano. Den musikalske autenticitet skygger kun halvvejs for en Alicia Keys stylet til at ligne en r&b-fotomodel med lipgloss og halvåben mund. Signal: sex og kunst supplerer så snildt hinanden. Men det med det sensuelle er nu ikke det gennemdisciplinerede stortalents mest indlysende våben. Soulmusikkens højborg Motown havde sin storhedstid, inden Alicia Keys så dagens lys i Hell's Kitchen som datter af en hvid mor og en sort far. Men hendes beundring for de gamle soulhelte er om muligt endnu mere dominerende nu end på debuten. Aretha Franklin selvfølgelig. Marvin Gaye. Jackson 5. Senere også Prince og Stevie Wonder. Det er disse store stemmer og musikalske enegængere, Alicia Keys gakker til og måler sig med på et stilfuldt og sikkert balanceret soulalbum, hvor den gyldenmørke stemme allerede folder sig fuldmoden ud. Lige under de mange friske indfald er der grundlæggende tale om en retro-orienteret soulplade, der i langt højere grad bygger på respekt for traditionen end på innovation. Oplevet som kontrolleret musikalsk balanceakt er Alicia Keys' anden cd flot og funklende. Men der mangler altså noget. Selvfølgelig overraskelsesmomentet, som kun en debut kan have på netop dén måde. Men mangle gør også numrene, der får én til at spidse ører med et spjæt og mærke de små hår risle i bakkenbarterne. 'Slow Down' er da bestemt en ulmende lækkerbisken. 'You Don't Know My Name' er helt sikkert en ballade i den store stil. 'Karma' er skam funky r&b og 'Heartburn' syder overbevisende. Men der mangler noget. Lidt frækhed? Lidt kreativt smårapseri? At Alicia Keys forsynes med Mickey Mouse-forvrænget stemme på 'So Simple' (produceret af Andre Davis og Vidal Davis) er i hvert fald ikke en løsning! Men ellers går det nu smagfuldt for sig. Så smagfuldt at det legende og det sensuelle har svært ved at komme til. I forhold til r&b-rivalinderne mangler 'The Diary' sex. I forhold til Lauryn Hill og Erykah Badu mangler hun originalitet. 'If I Was Your Woman/ Walk On By' er en sandwich klappet sammen af to gamle hits (Burt Bacharach/Hal Davids 'Walk On By' ydermere samplet i Isaac Hayes' udlægning af teksten). Det er klart albummets bedst swingende nummer. 3-4 velvalgte covernumre havde gjort underværker. Som det er nu, har Alicia Keys skrevet og produceret det meste selv. Som sanger er Alicia Keys en åbenbaring. Som sangskriver lidt mindre end dét. Den hærskare af sangskriverhåndværkere, der er krediteret ved siden af Keys, har næppe gjort sangene mere personlige. Det er her man skal finde 'dagbogens' svagheder. En dagbog skulle jo gerne være personlig, men for mange af sangene er umiddelbart lækkert øreguf, der ikke klarer springet til det ekstraordinære. Ligesom for mange af arrangementerne gør sig til af sin opfindsomhed uden at man alligevel tør anvende dem som konsekvent ledemotiv. Derfor bliver 'The Diary of Alicia Keys' statelig og disciplineret snarere end præget af det smittende overskud projektet postulerer. Statelig og disciplineret. Er det mon det helt rigtige at være, når man er 22 år og stadig på vej frem? Med sin anden cd understreger Alicia Keys, at hun især som vokalist har selvfølgelig klasse. Om hun også i længden er noget ganske særligt, kommer man derimod mere i tvivl om.