Det er kun et år siden, Missy Elliott var klar med albummet 'Under Construction'. Dengang hyldede hun og produceren Timbaland feststemt rap af den gamle skole uden at spolere integriteten som et hiphop-par, der kan få de mest mærkelige lyde og de mest tungrøvede beats til at swinge. Et sted på 'Under Construction' sendte Missy Elliott en hilsen til dem, der ikke synes, hun er hiphop på den rigtige måde. De fik at vide, at det må de selv om. Hun gør tilsyneladende, hvad hun har lyst til. Sådan har hun i hvert fald fremstået, siden hun debuterede med 'Supa Dupa Fly' i 1997. Både som groft rappende solist og som en af r&b-scenens mest feterede producere virker hun drevet af djærv lyst. Hendes nye album 'This Is Not A Test' virker ikke så overraskende som hendes tidlige udgivelser. Den er heller ikke så helstøbt som 'Under Construction', hvor hun havde en vision om at introducere et ungt publikum for gode, gamle antivoldelige hiphopstemninger omkring 1980. 'This Is Not A Test' ligner mere et forsøg på at vise, hvor langt 32-årige Melissa Elliott fra Portsmouth er nået indtil nu. Det er en slags statusopgørelse over musikken og mennesket, og i det her tilfælde hænger de ting vist tæt sammen. Som menneske er Missy Elliott ukompliceret at høre på. Hun puster sig ikke mere op, end musikken kan bære, og til forskel fra en del kollegaer fremhæver hun ikke sig selv, uden at man hører en tyk tone af selvironi bag blæret. Der er ingen traumatiske fortællinger om dårlig barndom eller et splittet pigesind i hendes numre. Den eneste 'nedtur', hun her har på hjerte, er positiv. Den drejer sig om at se lavere og lavere tal på personvægten. Det forhindrer ikke, at teksterne har kant. 'Is This Our Last Time' og 'Toyz' er to ørehængere om kvindelig seksualitet. I den første keder damen sig sammen med kæresten. »Engang var det godt, nu skal det bare overstås«, ærgrer hun sig på et godt omkvæd, hvor hun assisteres af sukkersød, sentimental pigesang med reference til soulgenrens uskyldige barndom. Siruplyden klæder sangen, men vil utvivlsomt skræmme nogle hiphopfans langt væk. Lige så stram og afklædt 'This Is Not a Test' er nogle steder, lige så slimet og laber er albummet andre steder. I 'Pass that Dutch' er den tunge, dybe kvindestemme i selskab med Timbalands jungletrommer, der klirrer ildevarslende som kaldende, tomme tønder. I balladen 'I'm Not Perfect' er kontrasten mellem beat og soulsang så tydelig, at der næsten ikke kommer et gyngende, fedt nummer ud af det. Men det gør der. For Moster Elliott kan det utroligste lade sig gøre.