Når skyggerne bliver lange, fugten damper frem og tusmørket falder på, kan man nemt fare vild. Miste orienteringen, fodfæstet og grebet i sit eget indre. Især da hvis man fumler rundt i et endeløst univers af neon, motorveje og fordærvede følelser som for eksempel Los Angeles. Det er her, den tidligere sanger i Afghan Whigs Greg Dulli opholder sig med sine tusmørkesangere og vildfarne sange på 'Blackberry Belle'. Mens hans debut med Twilight Singers var en blød og soulet lise for sjælen, er Dulli og de indforskrevne venner her på mere råt terræn i en rock, ganske vist er lettere jazzificeret og afdæmpet, men dog nærværende og kantet. Ud over stepperne, ind i mørket og selvforglemmelsen fosser de viltre sange under Greg Dullis bløde stemme. Den lokker de forelskede, de fortabte og de faldne til sig og med på en køretur, hvis hele pointe er, at den ikke har noget mål. »I think we're lost, don't worry/ I've been here before/ I'm sure I thought I knew the way/ out of here yesterday«, synger Greg Dulli i den dystre ballade 'The Killer'. En af mange fine dråber af dunkel dug i det bløde halvmørke vi møder med Greg Dulli som fremragende rejsefører i sjælelig uføre, hvor lyspunktet er de smukke sange og hovedpersonens besjælede og fuldfede røst. Til trøst, indtil det lysner i øst.