Nemt kan det sgu ikke være. At stå dér som ubestridte fornyere af housemusikken. Være elsket af både publikum og kritikere og have to brillante og distinkt særegne album bag sig. Og så barsle med album nummer tre. Som ubesejrede popavantgardister, storsælgende auteurs, som dansegulvets mest komplekse betvingere. Simon Ratcliffe og Felix Buxton alias Basement Jaxx. Hvorhen herfra? Endnu længere ud, synes at have været feltråbet. Eller 'Killing Puritans' som et af house-mesteren Armand Van Heldens album hed. Dét kunne også være overskriften på hele Basement Jaxx' værk, ikke mindst efter deres nye tredje album 'Kish Kash', hvor ideerne flimrer i endnu større tal ind og ud af mixene. Forgængeren 'Rooty' var en legende, boblende, melodisk selvopfindelse, en kompleks, men umiddelbart charmerende videreudvikling af det fremragende debutalbum 'Remedy'. Sådan forholder det sig desværre ikke helt med 'Kish Kash'. Men Basement Jaxx gør alligevel det rigtige: fortsætter med at vride og hive i rammerne for deres virke og inddrage både nye genrer og gæstesangere og -komponister, som leverer både spørgsmåls- og udråbstegn. Den britiske duos eventyr starter også med overskridelser af musikfronterne. Det sker under en række søndage i London i starten af 1990'erne. Inden for, i klubben Dingwalls i Camden mixer dj'en Gilles Peterson jazz, funk, soul, bossanova og hiphop. Simon Ratcliffe og Felix Buxton labber de forførende genrekrydsninger i sig, og ny musik opstår i deres hoveder. I 1994 grundlægger de Basement Jaxx, hvor de inspireret af Pettersons eklekticisme krydser Ratcliffes kærlighed til latin-funk med Buxtons ditto til house i oprindelig Chicago-aftapning. Allerede med de tidlige 12-tommere er der noget nyt og svært modsigeligt på færde: En nærmest eksplosiv fortolkning af house, der især med 'Samba Magic' og 'Summer Daze' fra 1995 bjergtager med en dynamisk detaljerigdom og sprudlende brasiliansk duftende energi. Det genfindes også i rigt mål på debutalbummet 'Remedy' fra 1999 og på 'Rooty' fra 2001, der begge frydefuldt bastardiserer (og i mere puritanske ører: sodomiserer) housemusikken. 'Kish Kash' rummer stadig duoens karakteristiske mylder, samme smældende og uegale groovestrukturer, som kan virke umulige at flytte hele kroppen til, når man sidder og lytter, men er en leg at danse til, når først man får rejst sig. Men det er altså også en fornøjelse bare at blive siddende. Tag 'Right Here's The Spot', hvor Meshell Ndegeocello synger for. Den old school-skurrende bas rykker det regulære house-beat op med rødder. Lethjertede melodier dukker op, danser legesygt et-tag-fat og forsvinder igen. Detaljer klikker og hvæser og suser ind og ud af lydbilledet: håndklap, publikumslarm, kropsløst yeah-råb og synthesizertoner, der starter, stiger, styrtdykker, dør. Det er vintage Basement. Spruttende over af indtryk og svanger med en dynamik, der truer med at få cd-skiven til at bule ud. Genkendelsens glæde logrer også under 'Cish Cash' (nu med c'er), hvor navnkundige Siouxsie Sioux leverer sexet sang oven på en indædt bassynth og et svulmelegeme af bigbeat-trommeprogrammeringer - en tydelig arvtager til 'Where's Your Head At' fra 'Rooty'. Og så er der eksproprieringerne af nyt land. Grime-pioneren, den 18 år unge ghettorapper Dizzee Rascal smælder radbrækket henover et stenbrud fyldt med asfalterede beats, mens arabisk slyngede melodier snor sig uden om det kakafoniske vejarbejde. Nærmest excentrisk bliver det på 'Supersonic', hvor 20'ernes festjazzgenre charleston ligger som dunkende underlag, mens bluesmundharmonika og funkvræl bidrager til balladen. Eller check 'Tonight', hvor vi både finder helt uberørte akustiske guitarer side om side med maltrakterede strygere. Eller 'Living Room', som mest af alt lyder som Talking Heads med en dancehall-rytmesektion - komplet med høj knækkende sang af Felix Buxton. Det var franske Daft Punk og deres medparisere, der i midten af 1990'erne igangsatte housemusikkens second coming med deres siden heftigt kopierede filter-house. Men det var Basement Jaxx, der fastholdt genrens nyvundne fremdrift ved at insistere på krydsbefrugtning. De er bare aldrig blevet kopieret i videre stor målestok. For hvem har turdet og kunnet følge dem ud i de stadig mere ufremkommelige grænseegne mellem genrerne? Og hvem har fortsat turdet insistere på, at house ikke behøver være ren kropslighed og fortabelse, insistere på lyttepotentialet i house så mange år efter at progressive house - med Leftfield som flagskib - blev et fyord? 'Kish Kash' fortsætter Basement Jaxx' rejse. Den er en sydende jambalaya, som duoen har irørt endnu dybereliggende fund fra musikhistorien, rakt stadig længere ud i geografien efter krydderier. Jump-up-energien er som regel intakt, men en del af eksperimenterne virker pludselig for rodede - måske fordi ideen ikke er klar nok. Og det karnevalske trademark kan synes lidt falmet i kanterne. Der er stadig ingen, der kan plagiere Basement Jaxx. Ingen der skærer så enkelt højstemte melodier som dem. Eller pakker så mange detaljer og indfald ned i et nummer uden at forrette ubodelig skade på den rytmiske muskulatur. I en tid, hvor house synes at være faldet i unåde i mainstream, sidder duoen stadig inde med en vital formel for dens videre liv. Men Buxton og Ratcliffe har tabt pusten en smule efter at have løbet i mange, mange retninger på samme tid. Alt er dem tilgivet.