Den tysk-amerikansk-australske kvindetrio Chicks On Speed blev dannet på kunstakademiet i München i 1997. De holdt illegale fester, syede tøj, designede, malede, lavede happenings og affyrede deres særegne frontalcollageelectropunk - det som en smart newyorker i 2001 døbte electroclash ved festivalen af samme navn, hvor Chix også medvirkede. De har fra begyndelsen været darlings i trendblade som The Face, men har også optrådt på Top of The Pops og står over for et kommercielt gennembrud. Og hvad gør man så, når man er gør-det-selv-kunstnere med rødder i den tyske undergrund og følere langt ude i et globalt alternativt netværk? Man går selvfølgelig til angreb på den konsumerisme og kapitalisme, som er ved at byde en inden for i varmen. Deres tredje album '99 Cents' - dedikeret den billige, demokratiske kunst, som cd'en trods pladeselskabernes store avancer trods alt er - er overraskende laber på overfladen. Mere velklingende, men også mindre udfordrende produceret. Her er pæn 80'er-fetichistisk synthpop næsten uden den karakteristiske råbesang, soniske kradsen og cut'n'paste-anarkisme. Og her er flødefarvet leg med den moderne r&b-ballade og med cutup-guitaren fra Madonnas 'Don't Tell Me'. Men her er heldigvis også skurrende electroclash med krasbørstige elementer fra glamrock og Ramones-punk. Vokalerne leveres stadig af alle tre ikke videre velsyngende, men ganske rytmiske damer, teksterne er tydelige, nogle gange fjollede, andre gange politiske. Og der skiftes behændigt mellem konstateringer og enten opråb til handling - »Fashion is for fashion people, it's hard to be cool if you don't follow these rules. (...) Get out there now and break those rules« - eller ironiske slogans: »The world has gone just unbelievably commercial, right? And people are starting to go a little bit crazy from it (...) Exploit yourself - do it to yourself, before it's done to you. For the caaash«. De moderigtige sange fungerer altså også som trojanske heste for kulturkritik. På én gang udfordrende og letfordøjeligt.