Ikke lilla tøjble, men pink læderhotpants. Ikke brændt bh, men påspændt dildo. Feminismen har fået et nyt, chikt ansigt i musikverdenen med Peaches. Oprindelig en canadisk skolelærer, men efter den brillante, overrumplende debut 'The Teaches of Peaches' fra 2000 en femme fatale med 80'er-perm, en ultramoderne Mae West med aggressiv pornografisk seksualitet allerforrest i lydbilledet. »I'm only double A, but I'm thinking triple X«. Vulgært jovist, men også kinky, tankeprovokerende og humoristisk. Og så er Peaches stolt af sin penismisundelse - markeret på scenen via hendes brug af elguitaren og på hendes nye, andet album 'Fatherfucker' af hendes fuldskæg på coveret ... Musikken er enkel og kropsnær, og Peaches både råber og hvisker kælent - men altid som erobrer. Og lytteren må se sig omringet af præcist dunkende basnedslag og syntetiske håndklap fra canadierens billige groovebox. Den liderligt dunkende electroclash med ghetto house-afsmitninger og rockguitarriffs rammer præcist og uafviseligt, og den provokerer til kønslig omgang, men også til reaktion på Peaches' grovkornede image og drillende udleveringer af kvindens stilling i det store seksuelle spil: »I don't give a damn 'bout my reputation« og »Don't you know it's supposed to feel better for boys?«. Iggy Pop er på besøg til duet, der er en Suicide-pastiche, og glamrocken hviner et par steder. Men den rå energi, der prydede 'Teaches of Peaches' brænder alligevel ikke helt så klart på 'Fatherfucker'. Selvbevidstheden er blevet lovlig velsleben. Men når tøsen rammer hårdest, er hun stadig mand for noget af det mest overdrevent sexede genderbender-electro derude.