Som bekendt sker der andet i soveværelset, end at indadvendte nørder fortaber sig i hjemmecomputeren og laver mærkelig musik for de indviede. Ikke desto mindre er den såkaldte bedroom scientist ikke just kendt for at stile efter jordiske glæder frem for abstraktioner i deres electronica. Men Kevin Blechdom med det borgerlige navn Kristin Erickson er en undtagelse - endda en rigtig performanceglad af slagsen. En San Francisco-kvinde, nu bosiddende i Berlin, med kløe i både sine programmeringsduelige fingre og sit multiorgastiske underliv. »Sticky belly, sticky hands, smelly fingers, sweaty glands, I'm all over you«. Tidligere den ene halvdel af Blectum From Blechdom, og de sidste par år leverandør af forrygende solooptrædener, der på én gang har føltes som et langstrakt og velorkestreret nervøst sammenbrud og en orgastisk stormbølge fuld af barokke skumforsiringer og vrede krampetrækninger. Sådan føles Blechdoms andet album, 'Bitches Without Britches', også. Kærligheden sitrer sart eller kammer over i hysterisk længsel. Liderligheden driver uartigt om rytmesporene eller transformeres til Halfdan Rasmussenske og Ib Spang Olsenske hallucinationer: Anordningen 'Boob-a-q' tilbyder grillstrivrede bryster, og 'Dickrowave' forvandler pikken til en radioaktivglowstick- afsunget af et kækt r&b-girlykor og en Monty Python-operasanger nede bagved. Hvis det skulle have undgået læserens opmærksomhed, så er Kevin Blechdom morsom. Og det er ikke kun hendes mildest talt ekspressionistiske kropslyrik, der vækker mindelser om Lydia Lunch (en anden amerikansk selvudkrænger, feminist og hedonist, men fra en anderledes rockmusikalsk æra). Det er også i feministiske passus som »Ever since I got my boob job/ I don't have to write good songs no more/ Ever since I got my tubes tied/ I don't have to have abortions no more«. Eller coverversionen af Tina Turner-hittet 'Private Dancer', hvor sarkasmen driver ned ad væggene. Musikalsk er 'Bitches Without Britches' også en mangefarvet fornøjelse, en serie heftige forvandlingskugler. Ofte svær lytning i kraft af den megen skingren, støjen, lir og omskiftelighed, men også gennemvævet af fine melodier og orkestreret af et sjældent kollagetalent. Her er ormegårde af programmeret dissonans, knitren og gurglen, plastikorgler, rytmebokse, lynkineser-beats, melodisk banjospil, lån fra danske goodiepals sammenstyrtningsfolkemusik, kakafoniske omveje, fordoblede vokaler og kor, diskolir og electrokaos. Alt sammen omkranset af en bramfri jongleren med elementer fra børnesange, opera, folkemusik og sing-a-long ... Forvirret? Jamen, deter derogså grund til. Blechdom er ikke minimalist eller kontrolfreak, og det benåder 'Bitches Without Britches' med 15 babelstårne af electroekspressionisme og dada-singersongwriter. Og så er hun faktisk slet ikke en ueffen sangerinde inde bag alt krukkeriet. Kevin Blechdoms digitale samlesæt gør hende til en mangedoblet og virtuel hysteriker, humorist, lyriker, musiker. Mens den fuldstændig betingelsesløse afsøgning af alt, hvad der er skrøbeligt, kikset og svedigt gør hende menneskelig igen. Ikke sådan lidt ironisk, men krast udstillende - og hjerteligt grinende af egen følsomhed, liderlighed og galskab. Konfronterende verden med en kunst i brunst, med en kvinde der ikke kun kender sin computer, men også sin krop. En stor bedroom feminist er født. Man tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når hun finder sit g-punkt.