Hver gang rocken bliver erklæret død eller skrantende, stikker den uvægerligt på et eller andet tidspunkt snuden ud ad garagen igen. White Stripes, The Strokes, The Kills, Yeah Yeah Yeah. Åren er retrospektiv, men bølgen er spritny. Skramlet og sej. Det er et klima, der passer New York. White Hassle under ledelse af Marcellus Hall med en fortid i Railroad Jerk er en del af det nye og en joker i dets spil. Åbningsnummeret 'She's Dead' placerer bandet i den nye garagerock, men forvirrer frugtbart begreberne med knitrende, aggressiv scratch af DJ Atsushi Numata. Begrebsforvirringen bliver ikke mindre, da det viser sig at bandets simplistiske rockmusik rækker ud efter mange byggeklodser. Jon Spencer Blues Explosion er i samme familie, men White Hassle er mere flagren end attitude. Blues, men også nok så meget folk. Arkivoptageser fra livet i den moderne storby. Efter den hidsige start er det efterhånden nok så overraskende Jonathan Richman & The Modern Lovers, der toner frem som White Hassles vigtigste inspirationskilde. Richmans naivistiske minimalisme og den sårbare charmerende indfaldsvinkel i sange som 'Health Food Store' og 'I Can't Imagine (That You're Happy)'. 'The Death of Song' er umiddelbart en drabelig titel, der ved nærmere eftertanke må vise sig at være en absurd vits på en cd med 11 sange. Men hvis dødserklæringen skal udlægges som en afstandtagen fra at betragte sange som størrelser, der færdes i små, pænt indpakkede formater, er der noget om snakken. Et venligsindet anarki præger denne rock'n'roll-legestue for voksne, kindergarten rockabilly, hvor øjnene blinker, og hvor trommerne er på stikkerne.