Sjælen er noget underligt noget. Jeg har aldrig helt forstået, hvad den egentlig er for noget. Men musikkens mystiske åndelighed kan give anelser - ikke mindst, hvis man lytter til multiinstrumentalisten, komponisten, produceren Nitin Sawhney. Født i Sydøstlondon som andengenerationsindvandrer af indisk afstamning og med en multikulturel spiritualitet som varemærke. Fra hans hånd og ånd strømmer en beåndet musik sammensat af lige dele urbanitet, etnicitet og turisme. Breakbeats, urban soul og moderne r&b, flamencoguitarer, samba, indisk symfoniorkester og sangarabesker her på Sawhneys sjette album 'Human', der stadig dufter på én gang eksotisk og asfalteret. Men også et anderledes intimt album. Teksterne er selvbiografiske, strækker sig fra fødsel til nu og cirkler om tunge emner som rødder, politisk vækkelse, førstehåndskendskab til racisme. Sawhney gik i en nationalistisk, skamferet skole som eneste asiatiske indvandrer. Og tryk avler som bekendt modtryk. Folkelig modstand svulmer i politisk mørke tider (som disse). En trængt sjæl (der blev forment adgang til musiktimerne, fordi han forfulgte rødderne) kan vokse sig stor og rig under monokulturelt indavlet mobning. Men samme ligning medfører også, at ny sjælelig velstand kan føde kreativ stilstand, medfører, at den kritiske og kommercielle medvind måske også har gjort 'Human' til Sawhneys letteste, mindst anfægtende album i mange år. Ikke mindst fordi flere af de unge gæstesangere simpelthen er for anonymt skønsyngende. Sawhneys musik er stadig forunderligt beåndet. Men spiritualiteten er for ofte en veldesignet duft, en lækkert melankolsk brise, der smyger sig over albummet, mere, end den er noget underligt, udefinerbart, der gløder som et nervenet af nødvendighed i hver en fiber.