Det ligner skæbnens ironi, at det genopstandne 1970'er-fænomen Steely Dan i annoncer lanceres som 'westcoast i verdensklasse'. Næppe noget univers er mere 'eastcoast' end det galgenhumoristiske sortsyn i den inkarnerede newyorkerduo Donald Fagen og Walter Beckers sange. Men vestkysten blev deres skæbne. De to newyorkere blev slæbt til Los Angeles. Her blev den idiosynkratiske fusion af et livssyn undfanget i New York og en studieteknologi ophøjet til lækker husgud i Los Angeles - en vigtig forklaring på Steely Dans helt særegne profil. Funky var Steely Dan på trods af sortsyn og sort humor. Nærmest klinisk funky. Så funky at gruppens guitarist Jeff 'Skunk' Baxter i 1974 sammen med en anden Steely Dan'sk sessionmusiker og -sanger ved navn Michael McDonald skiftede til Californiens ægte funkdrenge The Doobie Brothers. Baxter og McDonald kom til at sætte sit præg på de uopslideligt populære Doobies. I en grad så det pudsigt nok i dag måske er den primære grund til, at Steely Dan af mange opfattes som inkarneret vestkystlyd. Den lette funky grundstemning forlod Steely Dan for første gang på den mere hårde og direkte 'The Royal Scam' ('76). Den blev året efter fulgt af den endnu mere populære 'Aja' ('77), der til gengæld var gruppens mest silkeagtige udspil til dato. To hovedværker fra et band, der allerede på det tidspunkt havde markeret sig som et af tidens mest originale ensembler. Debuten 'Can't Buy A Thrill' rummede i 1973 monsterhittet 'Do It Again'. Helt sig selv blev Steely Dan dog ikke før Donald Fagen senere samme år overtog rollen som forsanger fra lejesvenden David Palmer. Så gik det ellers slag i slag med raffinerede tekster, nynneklare melodier og raffineret fusionsmusik med accenten lagt på jazz og funk. Det var dengang, hvor flittigfolk ikke var blege for at lave to lp'er pr. år. 'Countdown To Ecstasy' (1973) og 'Pretzel Logic' ('74) blev fulgt af den mere matte 'Katy Lied'('74), der kom i kølvandet på Jeff 'Skunk' Baxters exodus. Skunkfunkmandens rejse mod den sande vestkyst var ikke en følge af musikalske uoverensstemmelser. Snarere en konsekvens af, at de to knudrede studiehuleboere Fagen og Becker i længden ikke var bandmennesker. Perfektionistisk nørdmentalitet kombineret med voldsom sceneskræk satte reelt en stopper for Steely Dan som levende band allerede midtvejs i karrierens første fase. Som ægte perfektionister var Fagen og Becker også de første til at indse det skæringspunkt, hvor perfektionen ikke længere var en levende mulig. 'Gaucho' ('81) var lækker. Meget lækker. Men også en hul gestus i forhold til Steely-standard. Slaphed tolereres ikke i et band, der har taget sit navn fra en dildo. Steely Dan sagde farvel og tak. Og sagde ikke mere i mange år derefter. Studietroldmanden Walter Becker gik i eksil på Haiti. En sjælden gang sagde han ja til en tjans som producer. I 1994 udsendte han soloalbummet '11 Tracks of Whack'. Sangeren Donald Fagen havde allerede i 1982 begået soloalbummet 'The Nightfly'. Det lød som en begyndelse på noget stort. Så Fagen skyndte sig at følge succesen op med 'Kamakiriad', der kom blot 12 år senere, men til gengæld heller ikke var nær så god. Steely Dan lignede et definitivt ophørsudsalg. Stor var overraskelsen derfor, da Steely Dan i1993 begav sig ud på en comebackturné og slap fra det uden katastrofiske nervesammenbrud. Det skulle vise sig at være det første forsigtige skridt i retning af 'Two Against Nature', der i 2000, bortset fra et livealbum i 1995, var Steely Dans første album i små tyve år. Hele fire grammyer ragede de to naturstridige gemytter til sig, og de må have lunet gevaldigt på kaminhylden. Der skulle nemlig kun gå sølle tre år før næste udspil nu er udlagt. Der er stadig et stykke op til kadencen fra dengang, man høvlede to lp'er af pr. år, men 'Everything Must Go' har til gengæld alt, hvad man med rimelighed kan ønske sig i retning af Steely Dan-kvaliteter. Helt så markant som i gamle dage er gennemsnittet ikke. De ni nye sange - med 'Pixieleen' som det mest iørefaldende - kan taget nummer for nummer nærme sig smalkost. Til gengæld er der en ny varme og åbenhed i det lydefri sammenspil, der har givet Steely Dans sound en mere jordnær generøsitet. Her lægger 'Everything Must Go' nye alen til 'Two Against Nature'. Trommeslageren Keith Carlock, pianisten Ted Baker og de to guitarister Jon Herington og Hugh McCracken udgør sammen med Becker og Fagen en tætspillende organisme, og Fagens tørre vokal, hvor smerten og humoren altid lige kan gå sammen om at vride en diskret kringle på stemmebåndet, er forbløffende intakt. Titlen 'Everything Must Go' er et ophørsudsalg med dybere implikationer for pessimister og sortsynet er i det hele taget temmelig gennemført. Men Steely Dan har altid dyrket en særlig slags boblende pessimisme. »Talk about your major pain and suffering/ Now our self-esteem is shattered/ Show the world our mighty hidey-ho face/ as we go sliding down the ladder«. Der er noget næsten frydefuldt vitalt over viderebringelsen af nye nedslående iagttagelser; en vitalitet, der kommer til udtryk i Fagens forrygende rytmiske frasering af de små ord 'hidey-ho face' og selvfølgelig i musikken. Ikke mindst på det tilbagelænede funky titelnummer, hvor baggrundsvokaler af Tawatha Agee og Brenda White-King sammen med Walt Weiskopfs sax-solo er med til at signere et mesterstykke af lyslevende studieperfektion. 'Blues Beach', 'The Last Mall' og 'The Things I Miss The Most'. Nej, det er ikke den ny håndbog for optimister. Men igen oplever man det paradoksale overskud i Fagens stemme, når han mørkbittert opremser savnet efter skilsmissen: »The talk/ The sex/ Somebody to trust/ The Audi TT«. Det er lidt omvendt med Steely Dan. Det er først nu, hvor de er vendt tilbage, at man opdager, hvor meget man rent faktisk har savnet deres sardoniske humor og tørre, lækre groove.