Det begynder så godt. Så snart cd'en går i gang, får man smidt en smækker og overdådigt dekoreret poplagkage direkte i ørerne. Desværre er det velarrangerede, frække singleudspil 'Crazy In Love' ikke typisk for hele det første soloalbum med stjernestemmen Beyoncé Knowles fra Destiny's Child. Albummet forlænges unødigt af flere pæne og langsomme, men kedelige kompositioner, hvor vokalen har overraskende lidt glød. Dét med manglen på tindrende stemmeskær i flere sange er underligt, når Beyoncé Knowles normalt er den skinnende, krøllede vokalakrobat i Destiny's Child. På soloalbummet med titlen 'Dangerously in Love' er hun alene og opsat på at vise hele sit kreative spektrum. Hun kommer også omkring både fræk 80'er-pop, funk, soul og hip hop, men det er, som om hun holder guldstemmen i lidt for stram snor. Efter 13 år som centrum i Destiny's Child trænger hun måske til at vise, at hun også mestrer et mere behersket og altså mindre ornamenteret udtryk. Og rent teknisk fejler hendes arbejde ingenting. Tonerne sidder perfekt, men når hun ikke har de andre i Destiny's Child til at synge kulørte vokalharmonier, er hun mere afhængig af melodimaterialet. På det punkt halter 'Dangerously in Love' nogle steder, hvor det ikke hjælper en disse, at hun enten henter den pæne fyr Luther Vandross i studiet (i den sentimentale duet 'The Closer I Get To You') eller træder tempobremsen helt i bund (i den søvnige ballade 'Speechless'). Noget af ideen med at gå solo må være at træde tydeligere i karakter som kunstner. Det gør Beyoncé Knowles imidlertid ikke så ofte. Men det sker i et af albummets mest interessante numre, 'Yes', som hun selv har produceret. I den sang hører man bedre stemmens store elasticitet, fordi instrumenteringen er spartansk og fuldstændig usentimental. 'Yes' har oven i købet en begavet tekst, og dem er der ellers ikke for mange af på 'Dangerously in Love'. I de fleste sange er ordene bare en del af r&b-lyden. I 'Yes' bruger hun et iørefaldende refræn til at fortælle, hvordan hun bliver afvist og misforstået i samme øjeblik, hun trækker en grænse og siger nej til at finde sig i hvad som helst. Også Missy Elliotts skævt pumpende stjernetegnssang 'Signs' ligger godt til Beyoncés ambition om at lyde anderledes som solist end som en del af den stadig eksisterende trio Destiny's Child. 'Signs' er et sjovt udført møde mellem syrede lyde og heliumlet drømmestemme. Og nummeret er ikke nær så konformt som den sexede salut 'Naughty Girl', der bare er en af den slags ferme kreationer, som åbenbart skal optræde på et kvindeligt r&b-udspil. Der er ingen kunstnerisk grund til, at Beyoncé Knowles skal bruge en forudsigelig lummerlyd, når hun et øjeblik senere sammen med rapperen Sean Paul i 'Baby Boy' viser, hvor godt hun kan få hiphop, reggae og persiske popklange til at passe sammen. 'Baby Boy' har de gode detaljer, der adskiller Beyoncé afgørende fra andre stemmer. Det samme har både det udfarende pophit 'Crazy In Love' og den lige så heftige 'That's How You Like It'. I de to forfriskende højtemposange er Jay-Z's markante, maskuline stemme med til at udvide udtrykket. I den rigtige retning. For hvis Beyoncé Knowles skal gøre sig godt også som solist, er hun nødt til at lade sig inspirere af lyde og af mennesker, der tilfører musikken andet end kulhydrater. Dem er der lidt for mange af på 'Dangerously In Love'.