»Vi forsøger at indspille en tid og en æra. Det er musik for folk som os, baseret på vore liv«, siger mc'en Simon Franks, halvdelen af duoen Audio Bullys i det britiske magasin Word i denne måned. Den anden halvdel er produceren Tom Dinsdale, og sammen realiserer de denne relativt ufordøjede, men på sin egen indavlede facon årvågne holdning til musik på deres debutalbum 'Ego War'. Albummets største problem er fornemmelsen af afskrivning fra Mike Skinner alias The Streets. Audio Bullys leverer samme krydsning af 2-step, hiphop og dub, bare ikke lige så godt. Men excellerer med anderledes vitalitet, når de synger (og tænker) »what the fuuuck« på syngende arbejdersk og angriber electroclash, house og big beat med anarkistisk legesyge - endda tilsat nostalgiske samplinger af Joe Cocker og Elvis Costello! Der er en dunst af øl på pubben og en fornemmelse af hærdet arbejderklasse over Audio Bullys, der gør deres rudimentære hybdriddance både eskapistisk og konfrontatorisk. Stereo MC's, Happy Mondays, Madness og Basement Jaxx spøger alle med deres uhøjtidelige gadedrengeangreb på genreortodoksi, og duoens popsensibilitet er usleben, men charmerende. Ikke noget clubcool her. Ideerne på 'Ego War' er forbandet enkle og egentlig ikke videre originale, men de føres ud i livet med en rå energi, der er en bitch at ryste af sig.
Arbejderklasse-a-go-go
Lyt til artiklen
