Når Lisa Marie Presley laver et album med titlen 'To Whom It May Concern' - til hvem det måtte vedkomme - så kan den del af verden, det ikke vedkommer, selvfølgelig bare blande sig udenom. Nu er et debutalbum fra Elvis Presleys enebarn og Michael Jacksons ekskone bare ikke noget, popkulturen lige sidder overhørig, og desværre stopper det kedsommelige krukkeri ikke ved titlen på hendes album. Musikken er ingen begivenhed: moderne voksenrock med hvad det indbefatter af distanceblænderi og uopfindsomhed. Solidt i konstruktion og udførsel: Melodierne er veldefinerede og sangbare, harmonierne svulmer fuldfede, arrangementerne glinser topprofessionelle, og den 35-årige Presleys stemme har fylde og er korrekt hæs. Men man keder sig alligevel bravt. For selv om teksterne rent faktisk kan have lidt nerve, så er sangskrivningen stokkonservativ, og albummet er produceret ud fra upsizing-strategien: Jo flere burgerbøffer eller instrumenter eller effekter, man kan presse ind i produktet, jo bedre. Og Presleys selvportræt som prøvet og passioneret er larmende utroværdigt, hvis ikke krukket i al sin skolede iscenesættelse. Det kan godt være, hun er det, men så synes jeg da, hun skulle vise det ikke kun med småstudentikose tekster, men også musikalsk - i stedet for at male et selvbillede med andres farver og uden den mindste egentlige blottelse.