For halvandet års tid siden kunne man på hjemmesiden for kultbandet Type O Negative fra New York se en gravsten med påskriften »Peter Steele 1962-2005«. Med andre ord skulle bandets sanger og sangskriver med den karismatisk, fyldige røst være død.
Heldigvis viste gravstenen sig at være en morbid joke af den slags, Type O Negative elsker at svælge i. Sandt var det til gengæld, at bandet var på gravens rand, kvalt i blandt andet sangerens misbrug og problemer med at finde et pladeselskab.



























