Min holdning til at betragte musik som et håndværk: Det hjælper. Og det er en nydelse, når det gode håndværk formfuldender den gode ide eller koncentrerer den brændende sjæl. Og selvfølgelig skal man kende sine musikalske byggesten. Men jeg vil hellere se et skævt hus styrte sammen på en smuk eller uventet måde, end jeg vil glo på en konform, men solidt opført villa stå og kede sig i al evighed. Der er ingen vaklen og megen smuk forarbejdning på britiske Ed Harcourts andet album 'From Every Sphere'. Men der er også lidt hult inde bag flere af de blændende facader. Manden er en fint ekspressiv sanger og solid sangskriver, og med sin nostalgisk og inderligt klingende singersongwriting, som også Elliott Smith og Rufus Wainwright praktiserer, er hverken træblæsere, klaver, strygere eller harmonika den 25-årige Harcourt fremmed. Og ej heller støjguitar eller trommeprogrammeringer. Forvirret? Fortvivl ej. Harcourt og producer Tchad Blake bevarer overblikket i det gennemarrangerede, sammensatte og forførende sangkatalog. Desværre fornemmer man, at håndværket og traditionen tit agerer krykker. At inderligheden også er endnu en teknik. At den smukke staffage også er camouflage for en musiker, der endnu ikke tindrer afgørende klart. Altså: Flere strålende øjeblikke, men kun en behersket imponerende helhed.