Når de er sammen, har de dog omplantet deres fælles hjemstavn til flækken Calexico, der lader den magiske og mytologiske grænse mellem Mexico og Californien dele sig. Calexico er også navnet på den duo, de to gamle ørkenrotter med fælles fortid og nutid i Giant Sand har haft siden 1996, og som nu er ude med sit fjerde og fremragende album. Et album, der er lige så varieret og visionært, rent og rodet som en sort spaghettiwestern, instrueret af Sergio Leone og David Lynch i fællesskab med et soundtrack af Ennio Morricone med mærkelige svampe i madkurven. Netop derfor er 'Feast Of Wire' en så berigende rejse i et musikalsk landskab, der for længst er sandet til i kedsommelig programmering, ensretning og kalkulation. Stilen fra Calexico har altid været af klare melodier med højt til himlen, mariachi-trompeter, twangy guitarer og små noveller, instrueret i en filmisk musik. Men denne gang har duoen og deres yderst velspillende backingband gjort musikken blødere og variationen endnu større. Fra klarsynet i 'Sunken Waltz' om tømreren Mike, der en skønne dag smider sit værktøj og sine nøgler for at gå ud i ørkenen og sove under stjernerne over den forfrosne forelskelse i 'Black Heart' med elektroniske understrømme a la Portishead og den syrede selvmordshymne 'Not Even Stevie Nicks', til 'Attack El Robot! Attack' med John Convertino på håndspillede trommer, på én gang tætte og sløvede som programmerede breakbeats, i lyden af en b-film fra halvtredserne. Imponerende og stærkt underholdende i sin evige vekselvirkning mellem klogskab og kitsch. Intet synes at være for vildt eller langt ude i horisonten for Calexico, der således uden blusel angriber et jazzet groove, som kunne være tilskrevet Gil Evans på 'Crumble' og lader de mexicanske frøer kvække frit i 'Güero Canelo'. Har man mod pået anderledes, klangrigt og vidtfavnende rockalbum, er 'Feast Of Wire' et forrygende bekendtskab med musik, man ikke bliver træt af lige med det første.