Efter en pladepause på tre år, spiller Maria Carmen Koppel ud med 'Stay For A While' med soul på sigtekornet. Timingen er helt rigtigt. Interessen for den gamle, den ægte soul, er stærkt stigende, et stort publikum er klar til den inderlighed, der kan gå hånd i hånd med kropsligheden. Det lykkes i en grad, så nakkehårene knejser mod himmelen i den gamle gospel-sang 'Come ye disconsolate', som Maria Carmen Koppel forløser nærværende, nøgent og stærkt i en formidabel duetpræstation med den ikke mindre velsyngende Bobo Moreno. Gys, hvis de sang så smukt og mørkt i den lokale kirke, ville man jo være en simpel sucker for søndagens gudstjeneste. Hver uge. På den følgende sang, Billy Prestons 'I'm Really Gonna Miss You', tilføjer albummets glimrende organist, Dan Hemmer, et lille listigt swing, som sammen med det djævelsk delikate kor får i hvert fald denne lytter helt ud i den rene salighed. Hvor ville man dog gerne have mere af det fra Maria Carmen Koppel, der som vokalist på 'Stay For A While' viser sig som en helt eminent fortolker med fuld kontrol over hver eneste frasering, ja, over hver eneste lille suk. Ingen kan være i tvivl om, at dette er fra hjertet. Med ørene helt inde i højtalerne undres man gang på gang over, hvor inspireret Carmen Koppel synger. Alligevel er det som om, man lidt for ofte lulles i søvn på lidt for rene lagner af fed lyd og vokal venlighed. Måske fordi mange af Maria Carmen Koppels egne kompositioner ikke rigtigt kommer ud af stedet. Måske fordi Maria Carmen Koppel og Co. vil projekt soul så meget, at det bliver lidt for tynget af alvor? Måske fordi det er pænt på den andægtige, søndagsskoleagtige måde med kaffe og en tør brunkage fra jul bagefter. Det kan hverken den stemme eller vi lyttere bruge til noget. Derfor ender man i mange af sangene med at sidde tilbage, imponeret på randen af udmattelsen, over vokalarbejdet, men inderlig søvnig over mangelen på melodisk modspil. Det er sandsynligvis kættersk, men hvor ville det være dejligt, hvis sangerinden havde givet også melodierne lidt mere krop eller fortolket lidt mere fra de gyldne bøger over salmer, glemsel og Gud. Amen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Leder af Christian Jensen
Historien om de bedste hold, der ændrede verdensfodbolden uden at løfte trofæet – og ja, Danmark er på listen
80 år
Debatindlæg af Alexander Holm




























