Håkan Hellström er en ung svensk folkehelt, der klæder sig tåbeligt ud i matrostøj. Han er ikke bange for at være den fjollede, glade tåbe i det pæne selskab af svenske rocksangskrivere, og det har været en drivkraft i hans popularitet, siden han debuterede i 2000 med hjemstavnsalbummet 'Känn ingen sorg för mig Göteborg'. Ikke at Håkan Hellström ingenting kan. Han er meget god til at finde på. Men han er frem for alt andet inspirerende elsket for alt det, han ikke er særlig god til i det ellers meget ordentlige, dygtige, tilknappede Sverige. Han synger som en ustemt lirekasse, han bruger metaforer i flæng, han rimer som en lejlighedsdigter, og man glor for det meste forgæves efter bunden i hans tekster. Man lægger mest mærke til en øretæveindbydende god refrænlinje her og der, når hans fistelstemme jubler akkompagneret af et lige så hæmningsløst begejstret samba-punk-rock-orkester. Begejstringen vil dog en ende tage på albummet. For ind imellem de bevidst sjuskede afspilninger af besynderligt arrangerede slagsange med referencer til Thomas di Levas rumrejser og Ebba Gröns svenskerpunk fra Hellströms barndom er der pludselig numre, hvor han hvisker. Hvor han nynner kærlighedssange, som om han er bange for at få stød. I de sange som titelnummeret 'Det är så jag säger det', 'Gråsparven när hon sjunger' og især den blide, svimle 'Mississippi kan vänta' er der en oprigtigt rørt mand til stede mellem harmonikaer, rockguitarer, bas, kor og en hel masse brasilianske sambatrommer. De fleste af de andre sange er mest en del af festen. Det er en fest, som fik 120.000 svenskere til at købe Hellströms debutalbum og gjorde hans netop overståede turné til en triumf. Han må sikkert knibe sig selv i armen for at tro på, at det virkelig er sandt. Eller hælde en vand på mikrofonen.