Hvis dette faktum medfører bitterhed hos System Of A Down, lader det sig ikke høre på 'Steal This Album', der lever højt på den brutale energi, som har gjort kvartetten med rødder i Armenien til et af de mest interessante i flodbølgen af enslydende nu-metal-bands fra Californien. Mest markant på det fine album 'Toxicity' fra sidste år, ligeledes produceret af Rick Rubin. På det niveau befinder vi os ikke på 'Steal This Album', der hovedsageligt består af levninger fra tidligere indspilninger, men ikke desto mindre holder en høj standard, ikke mindst takket være bandes råstyrke og Rubins konsekvent rå produktion. Hos System Of A Down er vreden og frustrationen målrettet og politisk. Gruppen protesterer mod de amerikanske planer om at gå i krig med Irak og sønderbomber selv den amerikanske drøm rent musikalsk i 'A.D.D.'. System Of A Down er intet mindre end revolutionær rock med en knivskarp kant, knaldende guitarer og en tilpas desperat sanger i Serj Tankian. Men bandet er også en på en gang halsstarrig og legesyg hundehvalp, som rammer både drønet og dramaet i de små korte rytmebomber, der knaldes af her. Tjek eksempelvis 'Pictures' og mini-metal operaen i 'I-E-A-I-A-I-O'. Systemet er ikke nede, men tvært imod helt i top efter en tur i S.O.A.D.'s centrifuge. Mon ikke tiden er inde til en dansk koncert, skal vi sige, at vi napper den på Roskilde Festival til sommer?