I Dakar er der fest i den musikalske heksekedel, natklubben Thiossane, når N'Dour er hjemme og optræder i sit eget etablissement. Hans popularitet kender ingen grænser. Århundredets Senegaleser, kårede det afrikanske tidsskrift Nouvel Horizon ham til. Århundredets Afrikanske Kunstner, supplerede det engelske musiktidsskrift Roots. I øjeblikket er han travlt optaget af Joko-projektet, der skal bringe internettet ud til de små afrikanske landsbyer. En ældre statsmand på 44 år, der kan få ting til at ske. Og kan få alt omkring sig til at swinge og svæve, når han åbner for tenoren. Youssou N'Dour har med stort held spillet dobbeltspil. Med mellemrum udsendt gennemgående vellykkede internationale plader præget af forskellige grader af fusion. Samtidig har han udsendt sin musik på det kaotiske afrikanske hjemmemarked, hvor kassettebåndet har domineret. I Dakar ejer musikeren og producenten N'Dour sin egen fødekæde: Én kassettefabrik, pladeselskabet Jololi, landets bedste studie, Xippi, plus en radiostation og en avis. Men med 'Nothing's In Vain' ('Coono Du Réér') har han taget fat på et nyt kapitel. N'Dour har skiftet sit store multinationale pladeselskab ud med Nonesuch, der som feinschmecker-label i USA huser navne som Emmylou Harris, Kronos Quartet og Bill Frisell samt en udsøgt buket af tidens vægtigste verdensmusiknavne. Også 'Joko' (2000) udkom på Nonesuch, men det skete på licens. 'No-thing's In Vain' er det første reelle Nonesuch-udspil og N'Dour markerer det med et af karrierens mest elegante plader. Åbningsnummeret 'Tan Bi' erklærer utvetydigt, at der er tale om hans hidtil mest afrikansk instrumenterede internationale album. Det meste af albummet er optaget i Dakar i Xippistudiet, men det betyder alligevel ikke, at han som Baba Maal er gået tilbage til rødderne. Sprogligt som stilistisk bevæger N'Dour sig ubesværet mellem wolof, fransk og engelsk. Han fortolker Aragon/Brassens' 'N'y a pas d'amour heureux'. Men hvor N'Dours internationale lyd tidligere har fisket efter angloamerikansk rock og pop, er det internationale snit denne gang først og fremmest et resultat af fundamental afrikanisme filtreret gennem Jean-Philippe Rykiels keyboardlyd og N'Dours selvforståelse som samlingsskikkelse og prædikant. En Guds mand, der ikke skeler til hudfarve og nationalitet og konkretiserer det i den tresprogede frihedshymne 'So Many Men'. Værdig og udadvendt. En udstrakt afrikansk hånd fra en åben mund, hvorfra lyset stråler så klart som nogensinde.