Sådan kunne historien om Robbie Williams sagtens skrives. I en alder af 28 år har han underskrevet verdens mest lukrative pladekontrakt til 80 millioner britiske pund og har flyttet sin berømmede bagdel til USA for at slippe for det engelske skattevæsen. 'Escapology' er titlen på det første resultat af pladekontrakten, og det kunne jo næsten være navnet på en ny filosofi eller religion under ledelse af den hæmningsløse og ret beset harmløse underholdnings ypperstepræst, der indtil videre har prædiket virkelighedsflugt og dagdrømme i poppens verdensomspændende rige. Her fra sin udsigt på toppen af den forgyldte diskokugle, vi andre kender som planeten Jorden, konstaterer kultleder Robbie Williams da også uden omsvøb, at han er verdens smukkeste mand: »It's hard to be humble when you're so fucking big« synger han i 'Handsome Man' og tilføjer: »Did you ever meet a sexier male chauvenist pig?«. En gnæggende selverkendelse, som får selskab i sangen 'Monsoon' med linjerne: »Don' wanna piss on your parade/ I am here to make money and get laid/ Yeah I'm a star but I'll fade«. Endnu et eksempel på hvordan Williams befriende, sylespidst og vittigt leger med sin egen rolle, som han også har gjort det på sine forudgående fire soloalbum. »I've sung some songs that were lame/ I've slept with girls on the game«, synger flanøren og er ikke fri for at lyde en anelse livstræt. Hvad er det nu for noget? Hvad er der sket med den yngre, men lige så elegante udgave af den evige forfører Bryan Ferry, som villigt hænger sit beskidte vasketøj ud? Er Robbie blevet træt af at lege postmodernistisk Frank Sinatra med selvironi? »I'm not expecting your sympathy/ but it's all been to much for me«, slutter han Elvis-hjælpe-os sangen! I den hudløse portrætfilm 'Someday Someone' fra sidste år luftede Robbie Williams sit selvhad og ønsket om at blive taget seriøst som kunstner. Formentlig den samme ambition, der på et tidspunkt fik ham til at overveje at melde sig ind i klodens mest storladne orkester, Queen, som afløser for den afdøde sanger Freddie Mercury. Det blev heldigvis ikke til noget, men på sit nye album forsøger Williams at nærme sig en mere seriøs musik med de mange forudsigelige og pæne ballader og rocksange uden nosser som eksempelvis 'Love Somebody'. Den lyder netop som Queen, bare uden krone og korset under kåben. Drop det, Robbie, der er rigeligt med kedelige og seriøse rockbands i denne verden, men der er ingen, der mestrer kunsten at underholde så flot og funky som dig. Tjek bare 'Revolution', hvorpå Rose Stone fra Sly & The Family Stone synger duet med Robbie over et godt groove. Det er desværre en undtagelse på et album, hvor forsøget på at være seriøs er i højsædet, og hvor selv de bedste sange, 'Feel', 'Come Undone' og den mindeværdige fabel om 'Me and My Monkey', lyder som noget, man har hørt før med samme solist. Bare i lidt bedre og mere spændstige udgaver. Måske er Robbie Williams og hans faste medkomponist, pianisten Guy Chambers, løbet tør for inspiration og derfor begyndt på et flittigt genbrug? Måske er Williams så forhippet på at blive taget alvorligt, at han er kommet til at slukke for glimtet i sine øjne? Man savner den helt flabede danseperle her, hvor frækheden har fortonet sig. Måske har den blege brite med hovedet helt oppe i rumpen på den engang så frækt vrikkende glamrock bare godt af at komme til USA, hvor det kinky og soulede også er en del af poppen.