Ud over at genbruge Springsteen nyfortolker Lundell altså også sig selv på en udgivelse, der trækker rockmusikalske tråde helt tilbage til Chuck Berry i slutningen af 50'erne. Og 'Club Zebra' ville ikke være en ægte Lundell-cd, hvis den ikke mellem rocknumrene var foret med ømme og væsentlige ballader, hvor den midaldrendes sprøde, varme stemme står klart i lydbilledet med fortællinger om, hvor manden, kvinden, børnene og byen står. Vaklende. I sange som 'Ork-ney', 'Senare år' og titelnummeret har manden hele erfaringen og forstanden med ind i de evolutionære, poetisk gennemarbejdede tekster, der ikke misfarves af en skygge af bitterhed. Der er død og melankoli. Men der er også en stor glæde ved at digte og en lyst til at forandre og lade sig forandre på 'Club Zebra', som ikke er et album, man hurtigt fordøjer. Det tager tid. Jeg tror, det er værd at give det den tid, det tager. Men også at det kunne være blevet mere værdifuldt, hvis Lundell havde valgt at samarbejde med en helt anderledes tænkende producer, der kunne give ham tiltrængt modspil.