Jo, måske kan man faktisk godt være svensk af Guds nåde! I hvert fald har The Hellacopters fem albums inde i en eventyrlig karriere som førerhunde for det vovede, vitale og virile kobbel af nye skandinaviske rockkøtere stadig skarpe skud i hundeproppistolen og energien i kort snor. Med forrygende hast - The Hellacopters udgiver rundt regnet et album om året og farer rundt på alverdens landeveje resten af tiden - har kvintetten udviklet sig fra et primitivt punket gadekryds til et racerent trækdyr med blod fra alle kennelens bedste avlsdyr i sig. AC/DC, Led Zeppelin, Lynyrd Skynyrd, Rolling Stones, Guns'sn'Roses, Stooges, Sex Pistols, The Black Crowes for nu at nævne nogle af de mest markante. I røgen efter de raketter, The Hellacopters allerede har fyret af, er udviklingen mærkbar. Fra anarki i højeste tempo og mest basale form på 'Supershitty To The Max' fra 1996 og 'Payin' The Dues' året efter til de gradvist mere melodisk raffinerede 'Grande Rock' og 'High Visibility' fra år 2000. Sandelig om det ikke er lykkedes for The Hellacopters at fortsætte med et episk udspil, der læner sig solidt op ad halvfjerdsernes såkaldte betonrock uden at miste dynamikken og det enorme punch, der altid har været svenskernes varemærke. Titlen er en hilsen til nogle af idolerne, Lynyrd Skynyrd og deres mægtige værk 'Southern By the Grace of God'. Og sange som 'Rainy Days Revisited' og 'Carry Me Home' viser, at det nærmest kan være guddommeligt at være svensk. I hvert fald hvis man har rocken som drøm, døråbner og lynafleder, når der bliver så kedeligt, at man må have noget rock og raseri ud fra randområderne.