Egentlig var det bare meningen, at de fire fra New Zealand skulle være i England i to uger i foråret. Indspille et radioprogram og en single. Levere fire hastige koncerter og så ud ad vagten igen. Flyvende snotnæser med kurs mod hjemmet i New Zealand. Men allerede ved den første koncert stod alt, hvad der kunne krybe og gå fra den såkaldte musikindustri i England med checks og kontrakter i alle lommer. Pressen udråbte lynsnart The Datsuns til at være reinkarnationen af rock'n'roll, og så kan det ellers nok være, at den røde løber, limousinerne og lalleglæden blev rullet ud. Ved den fjerde koncert blev pladebranchens helt store bosser fra USA fløjet ind, og almindelige mennesker sloges bogstaveligt talt udenfor på gaden for at komme ind. En kontrakt blev indgået, og resultatet foreligger nu i form af albummet 'The Datsuns'. Hvis man tager den britiske hype i betragtning, er det en skuffelse. Ganske vist leverer The Datsuns en halsstarrig, halsbrækkende og hæsblæsende udgave af rock så klassisk som Ramones, AC/DC og The Stooges samt hele horden af genopstandne garagebands fra White Stribes over Black Rebel Motorcycle Club og The Vines til Strokes. Med enkelte mindeværdige sange som successinglen 'In Love', den stærkt charmerende 1970'er-pastiche 'Lady' og 'MF From Hell'. Resten er lige dele punk, forvrænget genhør med 1970'erne og primitiv produktion. Energien og den åbenlyse sult kompenserer for meget, men familien Datsun (de er tilsyneladende 'brødre', helt i Ramones-traditionen) må levere lidt mere end attitude for at blive taget alvorligt. Bekræftende er det dog, at guitarerne og rocken er tilbage for fulde omdrejninger så langt som i New Zealand.