I betragtning af pressemeddelelsens ordlyd og volumen er det en stor lettelse at høre musikken. For den er for det meste så ligetil, som den skal være. Især albummets første håndfuld af veltempererede popsange fungerer så tilpas, at det er kropumuligt at spekulere på, om teksterne eventuelt indeholder en midtlivskrise eller en besk samfundskommentar. Det kan slet ikke lade sig gøre at ruge over de her sange uden at spolere glæden ved at høre dem. Og det ville være en skam. I hvert fald når Søs Fenger laver uspoleret lystpop på 'Beverly Way', hvor det meste af musikken er komponeret af Martin Brygmann. Han er mest kendt for at skrive overfriske refræner til Det Brune Punktum. Sammen med Søs Fenger nøjes han - næsten - med at være frisk. (Undtagelsen hedder 'Sexual', og den lyder, som om Peter Frödin og Jimmy Jørgensen skulle have flirtet sig igennem den). Sammen er Søs Fenger, Martin Brygmann og produceren Peter Biker nået frem til en række ørehængere, der minder lidt om enten Madonna på housebeats, Dido i godt humør eller Cardigans uden melankolien. Og sange som 'Closer', 'Hurt Me', 'Break Away', 'Beverly Way' og 'High' er regulær og tidstypisk pigepop, der kan få enhver dag til at ligne en lørdag. Især i kraft af Søs Fengers søde stemme med den lille skarpe kant på tungespidsen er 'Beverly Way' et produkt, der dufter af overskud og fritid. ´ Og det er sådan, at Søs Fenger er bedst. Når hun prøver på at være eksperimenterende og dybsindig i 'Idaho' og 'Love Travels Not', bliver hun træt som en mandag i samarbejde med Peter Bikers meget ensformige indsats. Hans syntetiske arbejde fungerer bedre i 'Hurt Me', hvor lyden og stemmen ligger som en blank, glat fed og selvtilfreds søløve, der slår med halen af begejstring. Så er det pludselig lørdag igen. Hele ugen. Dybere er dén ikke.