Det gælder musikalsk, for gruppen holder balancen mellem det tæmmede og det utæmmede, mens de involverer surfguitarer, punkråb, syrede plastiktangenter, afsindige trommer eller en blød, melodisk basgang i kompositioner, der næsten aldrig mangler et godt, flængende refræn. Og det gælder også poetisk. Bob hund dropper de nemme kærlighedsforklaringer ('Nöden kräver handling' handler om kærlighedsforvandlinger - uden ende), undgår at lave facitlister (den slags er alligevel opspind) og aldrig bliver aldrig rørstrømske (men har ingen regler uden undtagelser, og når det patetiske melder sig i 'Jag rear ut min själ', så gør Thomas Öberg tydeligt, manisk og desperat opmærksom på det). Det er svært at sige, hvad det største ved bob hund er. Den stædige, rasende energi? De pudsige, skingre indfald? Eller ømheden, der ligger et eller andet sted inde i alle numrene? Det er nok det hele i en uefterlignelig blanding.