Og man vil ikke vide det. For det er her et sted mellem den falske kitsch og den ægte følelse, at musikken for alvor får format og begynder at fungere for Superheroes. 'Someone Else' er en alvorligt berørt popsang om jalousi og bedrag. Men med sine krukkede pigekor, forstørrede tårer og løbende mascara er 'Someone Else' også et ualmindelig dygtigt og bevidst genbrug af kitschede popvignetter om det samme tema. Så godt fungerer hele resten af 'Superheroes' desværre ikke. Der er anlæg til en udvikling i retning mod det mere symfoniske og mindre tidsbestemte i numre som 'Tomorrow' og 'The Ocean Diver', hvor Superheroes lader være med at punktere alvoren med kraftigt markerede lodrette 80'er-rytmer. I 'Tomorrow' træder Troelsens stemme tilbage og lader sammenspillet synge en smuk sang, hvor savn og håb siver ind og ud mellem hinanden. Men i en del andre numre stritter den kokette 80'er-kosmetik ud af højttalerne. Det går fint an, at de billige legetøjstangenter svanser rundt sammen med de lystigt logrende surfguitarer i 'Rich and Famous'. Men i 'Do You Wanna Dance?' er den vertikalt stampende plastik-fantastisk-rytmik lammende. Og det bliver ikke ved med at være sjovt at høre Thomas Troelsen klage »she's wearing my lipstick« i 'Cool Girl'. Superheroes er stadig et herligt og modigt poporkester. Men det ville ikke miste glansen ved at bruge lidt mindre eyeliner.