To år senere er 'Ett slag för dig' stadig flittig gæst i cd-afspilleren. Men på 'Vi är värda så mycket mer' har Anderson Wij imidlertid lagt stilen noget om. Den unge troubadur er efter et par år på landevejene blevet en hel del mere rocket. Måske en naturlig udvikling, men ikke ubetinget positiv. Ind imellem er det, som om han er på nippet til at overdøve sin egen tone, når ømheden og udsatheden på de mest bastante iscenesættelser opleves som forskansede bag guitarer og rytmesektion. Til gengæld spiller den mørke, mere rockede stil godt sammen med albummets tema. Natten i storbyen. De langstrakte, desillusionerede øjeblikke. Nattogenes lysglimt, nattens sidste genstand, hotelværelsets lugt af brændt hjerte. Erkendelse og erindring løber naturligt sammen i sporet for Anderson Wij, der lader albummet ringe ud på de høje nagler med et titelnummer, der med udsigtspunkt fra et desperat, illusionsløst favntag, hvor »allt har et pris, allt saknar värde«, kaster et blik tilbage til den kristne opvækst: »Från kyrkan på berget strömmar toner/ det är sången som vi en gång lärde oss«. Længslen efter noget større. Det er en følelse af forløsning, der mangler på denne sammenbidte plade. 'Vi är värda mycket mer' anfægter ikke Tomas Anderson Wijs status som en ny svensk sangskriver af format, men sammenlignet med Lars Halapis klare og varme produktion af 'Ett slag för dig', er det Simon Nordberg-producerede rockalbum blevet for tung kost. Det er, som om storbyen har lukket af for Wij, hvor de åbne landskaber før åbnede ham op. 'Vissa dagar' og 'De grönna vagnarna' er blandt de sange, der vil glide ind i Tomas Anderson Wijs katalog, men der er færre af dem denne gang. Hårdhed og sortsyn er i dette tilfælde et skidt bytte for ømhed og klarsyn. Hvis nu Kent bare rockede og Anderson Wij var følsom akustisk ville alle være glade. Måske lige bortset fra de søgende og rastløse hovedpersoner.