Det er der derimod, når holdningerne - som på 'England, Half English' - kommer til udtryk igennem fortællinger om mennesker i en friskt trampende fyraftensvise som 'St. Monday' eller i en gang senet fattigrøvsblues som 'NPWA'. Også den enkelt instrumenterede 'Take Down the Union Jack', flygtningesangen 'Distant Shore' og den karske, medfølende 'He'll Go Down' er nærværende og vedkommende sange om menneskelige vilkår og politiske strømninger i det engelske imperium. Med sin forholdsvis smalle, vindtørre stemme kunne sangskjalden Bragg dog godt indimellem bruge et mere frodigt spillende band end den kvintet, han arbejder sammen med her. The Blokes går lige til sagen, og det fungerer. Men sammenspillet er ikke på noget tidspunkt lige så sanseligt medfortællende som den musik, det alternative amerikanske countryband Wilco spillede sammen med Billy Bragg på et par nyere udgivelser med overskriften 'Mermaid Avenue'. På 'Mermaid Avenue' (1998) og 'Mermaid Avenue Volume II' (2000) satte Billy Bragg og Wilco musik til efterladte tekster af Woody Guthrie. På 'England, Half English' har Billy Braggs egne tekster samme bevidsthed om sociale forhold og menneskelige følelser, som Woody Guthries havde. De egenskaber finder man ikke hos ret mange troubadourer i dag. Faktisk kan man sige, at Billy Bragg er temmelig meget ude af trit med resten af musikscenen. Men det gør ham ikke mindre væsentlig. Der er brug for ham.