Engelske Coldplay er inspirationskilden, der indimellem fornemmes som så dominerende, at det f.eks. på 'Joy' er lige ved at skygge for den danske gruppe. På den anden side er Coldplay et rigtigt godt forbillede, hvis man gerne vil spille klassisk rock med en moderne nerve dirrende i spidsen. Og det er lige præcis det, det drejer sig om, når skønsanger Søren Huss går Coldplays Chris Martin i bedene med en intens følsom stil og hele tiden søger nerven uden at tabe tråden til melodien. På 'The Day After Tomorrow' og 'In Spite Of' er Saybia tæt på at miste taget i sovsekanden, og »Please tell me/ why do birds/ sing when you're near me« er nok lige at stramme popskruen. Men generelt må man konstatere, at 'The Second You Sleep' er en uhyre helstøbt debutplade, der er uden decideret svage numre og med adskillige, der som '7 Demons' og 'Still Falling' tør række ud efter det sublime. Paradoksalt nok er det lige før albummet føles lige homogent nok. Man savner lidt dynamik og afveksling. Hvilket dog må siges at være luksusproblemer på så stærkt selvhævdende et debutalbum. I modsætning til dengang, hvor et band kunne udvikle sin særegenhed over flere lp'er, er debuten i vore dage på en helt anden måde nødt til straks at sikre et publikum for sin sag. Det betyder ofte, at knasterne bliver færre. Knaster og modhager er der ikke mange af på Saybias debut. Men det bliver der måske plads til næste gang, nu hvor debuten er så flot og fornemt overstået.