Louise Dubiel er blevet træt af mænd. »Mænd, åh mænd, de mænd, jeg er så dødtræt af mænd« synger hun på ’Fire kærester’. Men man tror nu ikke rigtig på hende. For 9 ud af de 12 sange på ’Alle kneb gælder’ handler om forholdet til kærester, der stort set alle sammen lever op til prædikatet ’Verdens dårligste dejligste’. Kæresterne er lækre, har grå øjne og jern på, men de er også dødkedelige, stener for meget og har store tænder og grimme møbler. Ikke desto mindre er der åbenbart ikke andet, Louise Dubiel har lyst til at synge om. Hvilket måske ikke er så mærkeligt, når nu to af de sidste tre sange handler om at kede sig bravt! Rappe replikker Louise Dubiel dukkede op som den ene halvdel af duoen Ludo i tv-programmet ’Talent 09’ med ’Verdens dårligste dejligste’. Sangen var så meget ørehænger, at den prompte førte til en pladekontrakt for Louise Dubiel. Men desværre har Dubiel ikke fundet på andet end at lave flere varianter over temaet ’kærester’. Universet er date- & parringspop. På plussiden tegner ’Alle kneb gælder’ et bramfrit portræt af en festglad og selvbevidst ung kvinde med hele munden fuld af rappe replikker. På de bedste numre udmønter den ligefremme stil og de mundrette rim sig i kontant charme. Titelnummeret viser, at den 25-årige sangerinde rummer flere facetter, end man får lov at høre på ’Alle kneb gælder’. Melodier kan hun godt lave, og med den lidt knirkende, småsnakkende stil er der potentiale til noget personligt.
Danskpop som i 80'erne
Men ellers er det, som om personligheden mest sidder i tekst og kækhed. Som sangerinde er hun både umiddelbar og lidt ubeslutsom. Hvor store doser Sanne Salomonsen tør man gabe over, hvor meget Sys Bjerre?




























