På trods af al snak om krise kan Danmark i øjeblikket præsentere en usædvanlig frodig vifte af virkelig gode bands. Som aldrig før bliver der spillet indierock med sammenbidt koncentration fra kælder til kvist i det lille øveland.
Akilleshælen er typisk forsangeren. Der er mange dygtige og mange anonyme, men kun få med en særegen vokal personlighed. To af de mange bands har dog ikke det problem. For både i I Got You On Tape og Murder hedder sangeren nemlig Jacob Bellens. Hvad er det Bellens kan? Ja, det er ikke så enkelt at svare på. Det er ikke, fordi han blæser lytteren bagover med sin voluminøse stemmepragt. Bevares, stemmen har fylde og mulm, men det er mere noget med måden, han stiller sig op på med sin strunke vokal. Som om han er stablet op for ikke at falde omkuld.




























