Trinelise Væring har en programerklæring, som hun selv indrømmer er »frygtelig prætentiøs«: »Grundlæggende har jeg ingen ambitioner om at underholde jer. Jeg vil meget hellere ryste jer. Jeg vil have, at I – efter at have hørt min cd – går en lille smule mere sårbare og dermed sanseligere ud i livet«. På den baggrund kan det være fristende at betegne Værings nye cd ’Umanérlig’ som en fiasko. Den er faktisk langt mere underholdende end rystende. Andet ville nu også være mærkeligt, når man har rekrutteret Tina Dickow-produceren Dennis ’Ghettoblast’ Ahlgren som producer.
En overset ener
Men nogen fiasko er det så alligevel langtfra. Albummet, hvor en næsten-nøgen Trinelise Væring på omslaget har dekoreret sin krop med sentenser som ’Lille stripper’ og ’Læbernes afgrund’, kan nemlig meget vel sende mangen en lytter en smule sanseligere videre ud i livet.
»For du er en af dem, der dyrker mådehold/ Mens du drømmer om at være i dine følelsers vold« (’Er du en af dem?’).
Sanselighedens udfordring til identiteten og individualitetens udfordring til normaliteten er de snoede røde tråde på et album, der cementerer Trinelise Værings position som en noget overset ener på den danske musikscene.
Personlig sangskriver Hun har taget springet fra jazz til poprock, men springer med mellemrum tilbage igen. Når hun ikke synger jazz, har hun travlt med at markere sig som en af de mest hårdnakket personlige sangskrivere, der bedriver deres spil på dansk. ’Missen’ og de andre ord, som dekorerer hendes katteskind, er albummets sangtitler. Hun fortsætter de sensuelle takter fra ’Lystfisker’, men med andre og mere amerikansk orienterede musikere. ’Umanérlig’ lægger på den måde fornuftig afstand til Værings mere jazz- og fusionsorienterede projekt ’Offpiste Gurus’. I en tid, hvor Sanne og Søs holder lav profil, og Anne laver julesange, leverer den lige så rutinerede som uregerlige Væring med sange som ’En kærlig hånd’ og ’I et med tapetet’ et seriøst alternativ, hvis man holder af veltillavet og velbegavet danskrock med et udpræget kvindeligt udsigtspunkt.




























