Der er en afgrundsdyb slugt imellem det pæne og det smukke.
Imellem det, der er kønt, men kønsløst, og det, der er værd at stoppe op efter – og som i bedste fald er fuldstændig umuligt at slippe igen.
LÆS OGSÅ
Sådan er det selvfølgelig også med musik. Og sådan er det med tre aktuelle danske popplader, der alle befinder sig i det samme synthesizerbårne, let tilbagelænede og i bedste fald ret raffinerede hjørne.
Men til trods for de umiddelbare fællestræk er forskellen stor – ganske enkelt fordi popmusik er et nådesløst minelandskab, hvor der er få ting, der er værre end at mangle karakter.
Mageløs ynde
Navne som Beach House og Cocteau Twins er referencer, der ofte skydes af sted per automatpilot mod bands, der har et drømmende og verdensfjernt udtryk.
Men i tilfældet Ice Cream Cathedral virker det for en gangs skyld helt på sin plads.
For måden, den danske trio konstruerer og forfiner deres udtryk på, minder især om skotske Cocteau Twins. Et band, hvis flyvske drømmepop dog også var karakteriseret af vokalisten Elizabeth Frasers svært dechifrerbare lyrik, ofte bestående af delikat, men også ofte komplet uforståelig kvidren.
Dette er langtfra tilfældet hos Ice Cream Cathedral, der har et stort es i form af sangerinden Anja Lahrmann, som med sylespids diktion og en eventyrlig renhed i sin klang svæver igennem den højloftede synthpop med en fuldstændig mageløs ynde, der også vækker minder om en fransk chanteuse som Françoise Hardy på numre som 'An Armful of Rubies' og 'When You Depart'.
Det er smukt, ganske enkelt. Og det er musik, man får lyst til at forsvinde helt ind i.
Kønsløs elektropop
Hvor Ice Cream Cathedral er forførende selvsikre i deres synthforelskede univers, er det mindre sindsoprivende at være i selskab med duoen Ivory & Gold, der på sangen 'Cloudburst' i stedet må ty til at synge om, at sirenerne kalder i stedet for netop at give sin lytter en følelse af, at det rent faktisk sker.
Det er elektropop af underligt kønsløs karakter, hvilket et nummer som 'Taxi' vidner om. Det er ren mekanik, strømlinet og noget blodfattigt i sit udtryk.
Hvilket er løjerligt, da der ellers er ganske spændende kræfter bag Ivory & Gold, som er en duo bestående af sangerinden Karen Groth og producer Ronni Vindahl, der for tiden også arbejder sammen med en anden Karen, nemlig Karen Marie Ørsted, der laver musik under aliasset Mø.
Det kan høres i Vindahls produktion, som i glimt tager nogle interessante krumspring, og generelt giver rigelig med plads til Groths vokal, der desværre ikke rigtigt benytter rummet til at give sine sange luft under vingerne, hvorfor sange som 'Hands in the Dark' og 'Follow Me' virker uforløste.
Det er ikke svært at høre, hvor Ivory & Gold gerne vil hen med deres lyd. Men det er svært at sige, at de lykkes med det.
Selv nævner duoen forbilleder som de kølige diskorevivalister i Chromatics og svenske Nikki & The Dove, og selv om et nummer som det vidtløftige 'Hurricane' med sine pompøst luftige drumpads og storladne omkvæd vækker mindelser om især sidstnævnte, savner jeg bare en lille flig af fandenivoldskhed hos Ivory & Gold.
Vega spår små bands en stor fremtidEt strejf af en eller anden ubændig trang til at vende vrangen ud på sig selv – bare for at se, hvad der sker.
Resultatet er en art teflonpop. Det preller af som vand på en gås, og det er en skam, for det er ikke ved at være klassens pæne pige, at man kommer derop, hvor man kan puste markante landsmænd i popfelten såsom Fallulah, Oh Land, CTM og sågar Vindahls andet projekt med Mø i nakken.
Alle er de eksponenter for en form for egenartet, nysgerrig og personlig popmusik, og i det selskab synes Ivory & Gold simpelthen for ferske til for alvor at kunne træde i karakter.
Snurrigt bekendtskab
Det kan man ikke sige om Penny Police, der er det musikalske alias for musiker og sangerinde Marie Fjeldsted, som debuterede sidste år med albummet 'The Broken, The Beggar, The Thief', som nu følges op af ep'en 'Sink or Sail'.
Og hun spænder fortsat vidt, Penny.
LÆS OGSÅ Tre stærke frontkvinder indtager Aarhus
Fra det helt lillepigetyste på den lige vel Lykke Li-klingende, men også meget fine ballade 'I Do Care' til det mere sprælske på den glimrende 'Run for Your Life', der i udsøgt grad lever op til sit drabelige navn med herligt hektiske temposkift undervejs.
Penny Police er et snurrigt bekendtskab, der dog står stærkest, når hun træder ud over klaverballaderne, som desværre er i overtal på denne ep, der kommer til at fremstå som et lidt stillestående mellemspil.
fortsæt med at læse
