Du tager et kor af ubekymrede svenskere, samler dem i en kirke, giver dem et dusin instrumenter som guitar, keyboard og klokkespil, udleverer ti naive popsange og beder dem synge i kor, så kirken klinger som en katedral.
Sanglykkelige svenskere
Så har du sådan cirka opskriften på det forførende bekendtskab I’m From Barcelona. Som netop ikke er en enkelt vildfaren catalaner, men derimod hele 29 sanglykkelige svenskere fra Jönköping, der i et par år har fået en god portion indie-opmærksomhed på begge sider af Atlanten med deres solskinspop.
På deres andet album har bandleder Emanuel Lundgren godt nok givet projektet et skud mild melankoli med tekster om død, tårer og nihilisme, men det gode humør runger stadig som lyse toner i hvælvingen på de storladne korarrangementer.




























