Det er tid til at slå hætten op over hovedet. Knytte hænderne i lommen og vandre gennem tusmørket med stormsænket blik. Tid til at skutte sig gennem efteråret. Og ingen leverer et smukkere soundtrack til det end amerikanske Deerhunter med det støjblæsende, melodiske vuggende og lydmumlende fjerde album ’Halcyon Digest’. Stadig centreret om den sært langlemmede Bradford Cox, der lider af bindevævssygdommen marfan syndrom, fortsætter Deerhunter her deres vedvarende kollisioner mellem melodisk guitarpop, melankolsk efterslæb og lydeksperimenter, der får folk uden for de typiske indie-cirkler til fatte interesse for Deerhunter.
Som nu den engelske producer Star Slinger, der har wonky-ficerer den skælvende, smukke sang ’Helicopter’ fra det nye album med ustabile synthbas og anden elektronisk søgang. Fordi det er indlysende. Klassisk pop Godt nok er grundtonen ikke ligefrem storgrinende fra den indledende desorientering på ’Earthquake’ og frem til albummets punktum i ’He Would Have Laughed’, der er skrevet til den tidligere i år afdøde ven Jay Reatard, men Deerhunter fortsætter også deres meget varierede og mere popsøgende linje fra forrige album.




























