Man mister hurtigt fodfæste i selskab med Tv On The Radio. Allerede ved den første sang på deres nye album begynder jorden at skride under en. Den hedder ulogisk nok ’Second song’, og flere gange undervejs snor lydniveauet sig op og ned, mens bandet skifter stilmæssig ham fra nærværende gadesoul til hedonistisk hylende diskofalset. Tv On The Radio er smidige som en ål. Og lige så svære at holde fast. Hver gang man tror, at nu har man greb om deres musik, drejer de skarpt til siden og finder et nyt udtryk, en ny genre, en ny følelse at boltre sig i. Men det er til tider en himmelsk svimmelhed, man bliver ramt af på Brooklyn-kvintettens nye album ’Nine Types Of Light’. U2-følelser i 1980’er-bredformat De luftige og abrupte bevægelser ligger i bandets dna. De bærende kræfter Tunde Adebimbe og David Sitek bevæger sig frit mellem soniske eventyr, filmkunst og malerier på samme art-facon, som Tv On The Radio laver ormehuller i musikhistorien. Som en uforudsigelig rumrejse fra det soulflydende nærvær på den funky lille trille ’You’ over U2-følelser i 1980’er-bredformat og lejrbålsstemning på ’Killer Crane’ til rocket aggressivitet og funky rytmemønstre på ’Repetition’. Med et mellemstop på albummets melodiske krog ’Will do’, der i al sin nænsomme enkelhed næsten lyder som et hit. Meget usædvanligt for et krumspring af et band som Tv On The Radio, men ikke desto mindre et fremragende epicenter af skærende guitarflader, tempereret basgang og vokalens fløjlssoul. Funky hornsektioner på rov I løbet af deres fire udgivelser har Tv On The Radio flyttet sig fra et knugende urbant mørke og fundet frem til storbyens lysende oaser. Helt konkret har de forladt New York og indspillet ’Nine Types of Light’ i Los Angeles – under Californiens sydende sol. Og i forhold til det tre år gamle og mere stramt groovy ’Dear Science’ er Tv On the Radio mere løsslupne nu. Her er funky hornsektioner på rov, melodiske smutveje og en sensibilitet, der slår sig ud i falsetter. Og mindst ni typer af lys. Men grundlæggende er Tv On The Radio stadig et muskuløst band, der i bedste art-rock tradition lader stilarter og normale rutiner støde ind i hinanden, bryde sammen og genfinde sig selv. Som en anden. Galaktisk storladenhed Nogle af sangene er mere stilstykker som den tomt rockende ’Caffeinated Consciousness’, og indimellem bliver deres lydtekstur for tyk af blæsende horn og galaktisk storladenhed.
Jeg bliver i hvert fald langt mere omtåget af deres fintmærkende omskiftelighed end deres muskuløse fremdrift på eksempelvis ’No Future Shock’. Men når de lader soulvingerne lette på en storromantisk nattevise som ’Keep Your Heart’, viser de, at de med en ganske usædvanlig bredspektret radar indfanger storbyens krydsninger af ydre trafiklarm, indre eksil og de vibrerende stemninger imellem.
