Allerede i 1990’erne var rapperen Common i opposition. Tidens lyd var domineret af pistolsvingende gangstarap fra den amerikanske vestkyst, mens Common leverede jazzsmidig og oprigtigt velmenende hiphop fra Chicago i øst. På den måde trådte Common direkte ind i en af hiphoppens mange indbyggede konflikter. Den mellem de prædikende og de selvpromoverende. Mellem sprogets sofistikerede feinschmeckere og de simple slagsbrødre. Og han tog med litterære rim de kloges parti og blev undertrykkelsens eftertænksomme stemme. Modelunerne har siden flyttet hiphop fra Eminems hvide underklassevrede til virtuos overklassestil fra Kanye West, mens 39-årige Common har holdt fast i sin reflekterende tilgang til musikken.
Og rollen som rappernes samvittighed har belønnet Common med et fasttømret publikum og en prominent position i toppen af hiphophierarkiet – af den slags, der fører til besøg hos præsident Obama. Politisk korrekte lektioner På sit niende album fortsætter han ufortrødent ad det samvittighedsfulde spor, og efter det elektroinspirerede fejltrin ’Universal Mind Control’ i 2008 har Common genfundet samarbejdet med produceren No I.D., der var med til at støbe fundamentet under Common på de første tre album. På de 12 numre genoptrykker No I.D. 1990’ernes spjættende beats af den gamle skole, hvor hjørnerne er rundet af soul, pianoets melodilinjer slår smut i solen, og hornstødene er tilpas hårde til at give Commons forskelsløse rap et potent modspil.
