De gør ikke tingene halvt i Spleen United. Københavnerkvartetten stiller tårnhøje krav til sig selv og indspiller ikke bare den samme plade to gange. Tværtimod. De er på konstant jagt efter nye ideer, og når de indfanger en, skal den forfølges og presses som den psykedeliske citron på coveret af ’School of Euphoria’. Til det yderste. I en art programerklæring synger Bjarke Niemanns lyskastende stemme på det basknurrende, tranceboblende åbningsnummer ’Days of Thunder’: »First we build it/ Then we watch it fall/ In our days of thunder/ Together we’d take off/ And take it all/ Or nothing at all«. Et rave i Goa En tilgang til musik, der har ført dem gennem en slidsom og kreativ form for selvdestruktion. Fire lange år med udskydelser, lokkende gimmicks på deres hjemside og nu endelig et tempo-oppisket album med en markant trance-dansende profil. Mere lyden af et rave i Goa end en rockkoncert i Berlin. På mange måder en medrivende udvikling for Spleen United, men i kampen med at forny sig mister de overblikket og rammer ikke hele tiden plet, som de gjorde på det forrige album.
LÆS OGSÅ Anmelderne er vilde med Spleen United
Allerede da Spleen United for lige præcis fire år siden udgav ’Neandethal’, var de et band i kronisk bevægelse.
Nu er sampleren kommet på banen, og den oprindelige form som rockband med bas, trommer og guitar er visket ud. Tilbage står en hastigt voksende maskinpark, der henter en stor del af sin strøm et sted i slutningen af 1980’erne.
Ren krop og forløsning Dengang Acid House-generationen tog forskud på den techno- og dance-begejstring, der senere skyllede ud over verden i 1990’erne. Bundet sammen som dj’ens sømløse mix og med afstikkere til både ældre synthpop som Yazoo og i sync med nutidige eksperimenterende navne som Gold Panda er ’School of Euphoria’ en arkitektonisk ligning, der forsøger at få både house, trance, synthpop og de sidste sangskriver-rester af rock til at gå op i smukke (pop)bygninger. Og det lykkes i det store og hele. Spleen United farer frem som en stærk enhed af maskinsoldater med ammunition nok til at holde dampen oppe natten igennem, og indtil solen atter går til ro. Med industrielt hakkende rytmer, der peger i retning af maskinens sejr over musikeren, men alligevel bliver formet til pophookede numre som ’Days Of Thunder’, ’Sunset to Sunset’ og ’Misery’, hvor Hollywood-moster Gitte Nielsen leverer en rimelig sikker og kælen vokal.
