0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Maskinsoldaterne giver lektioner i eufori på nyt album

Danske Spleen United får umage ender til at mødes på deres 3. udspil.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
CATHRINE ERTMANN (arkiv)
Foto: CATHRINE ERTMANN (arkiv)

energi. Spleen United har denne gang sluppet neonfarverne og en hidsigere energi ind, der er strøget som farvestrålende pletter over musikken.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De gør ikke tingene halvt i Spleen United.

Københavnerkvartetten stiller tårnhøje krav til sig selv og indspiller ikke bare den samme plade to gange. Tværtimod. De er på konstant jagt efter nye ideer, og når de indfanger en, skal den forfølges og presses som den psykedeliske citron på coveret af ’School of Euphoria’. Til det yderste.

I en art programerklæring synger Bjarke Niemanns lyskastende stemme på det basknurrende, tranceboblende åbningsnummer ’Days of Thunder’:

»First we build it/ Then we watch it fall/ In our days of thunder/ Together we’d take off/ And take it all/ Or nothing at all«.

Et rave i Goa
En tilgang til musik, der har ført dem gennem en slidsom og kreativ form for selvdestruktion.

Fire lange år med udskydelser, lokkende gimmicks på deres hjemside og nu endelig et tempo-oppisket album med en markant trance-dansende profil. Mere lyden af et rave i Goa end en rockkoncert i Berlin. På mange måder en medrivende udvikling for Spleen United, men i kampen med at forny sig mister de overblikket og rammer ikke hele tiden plet, som de gjorde på det forrige album.

Ren krop og forløsning
Dengang Acid House-generationen tog forskud på den techno- og dance-begejstring, der senere skyllede ud over verden i 1990’erne. Bundet sammen som dj’ens sømløse mix og med afstikkere til både ældre synthpop som Yazoo og i sync med nutidige eksperimenterende navne som Gold Panda er ’School of Euphoria’ en arkitektonisk ligning, der forsøger at få både house, trance, synthpop og de sidste sangskriver-rester af rock til at gå op i smukke (pop)bygninger. Og det lykkes i det store og hele.

Spleen United farer frem som en stærk enhed af maskinsoldater med ammunition nok til at holde dampen oppe natten igennem, og indtil solen atter går til ro. Med industrielt hakkende rytmer, der peger i retning af maskinens sejr over musikeren, men alligevel bliver formet til pophookede numre som ’Days Of Thunder’, ’Sunset to Sunset’ og ’Misery’, hvor Hollywood-moster Gitte Nielsen leverer en rimelig sikker og kælen vokal.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere