Der er dem, der lyder som alle de andre. Dem har vi flest af. Og så er der dem, der ikke lyder som noget som helst andet. Dem er der i sagens natur kun én af. Sådan en er Brian Batz. Allerede da han for to år siden udgav sin debut under navnet Sleep Party People, stod det klart, at her var noget ganske særligt på spil. En særegen og original sangskriver, der hjemme i sin københavnerlejlighed komponerede og kombinerede heliumlette sange frem på sit gamle klaver og primitive trommemaskine.

LÆS OGSÅ Enmandsprojekt tager godnatsangen til et helt nyt niveau

En lydmagiker, der fra begyndelsen har formet sin egen sound af klaverakkorder med legeringer af støj, skrattende trommespor og en forvrænget stemme, der synger smukt som bruset i en konkylie.

Men det er også en genert musiker, der ikke kun gemmer sin stemme i de drømmende tåger over Erik Saties slentrende toner, men sammen med et lille band går på scenerne iført kaninmasker. Nænsom skønhed Tilbage i albumformatet på ’We were drifting on a sad song’ er Sleep Party People igen bare Brian Batz i al sin sangskrivende, syngende og indspillende ensomhed. Men den musikalske maskepi fortsætter og kan i den sidste ende blive en blindgyde for den ellers så inspirerede sangskrivning. Stemmen skratteratter hen over en kløft af rå lyd, hvor klaveret indimellem trænger dystert frem mellem de rapfodede beats og hvirvlende synthflader. Der rinder dog en nænsom skønhed gennem alle de ni sange, der i henførende stemning og kurvede melodier trækker behagelige tråde til det varme univers hos amerikanske Beach House. Blot saltet til med hårdere synths og pludselige eruptioner.
En kanin med strittende ører Siden de melankolsk nattevandrende sange på debuten har Batz i det hele taget fået mere fart i sine sange, kompositorisk flere nuancer og mere bid i de melodiske hooks.