Det skal åbenbart handle om autenticitet her i 2012. Bluesguitarist Jack White solodebuterede tidligere i år med sange uden digital indblanding, Alabama Shakes mindede om, at rockmusik kan være oprigtig og uden pyroteknik, og verdens sejeste negl, Neil Young, har været ude med ideer om et kvalitetsalternativ til mp3, der kan indfange lyden lige så godt og ærligt som i gamle dage. Ude i horisonten lurer Bruce Springsteens silhuet, også han har fundet de gamle dyder frem og rocker de grådige finansfyrster midt imod, og på tirsdag får København besøg af den unge gadesanger Willis Earl Beal, der med sit skramlede opkog af tomme flasker-percussion og tinplade-marimbaer brøler ensomheden væk som en stærk kuling under storbyens motorvejsbroer. Et sønderlemmede skær Næste kapitel i denne sandfærdighedens krønike, der skrives i inderlig nutid og som et modsvar til økonomiske luftkasteller, er canadiske Cold Specks. Med sin spartanske gospel rykker hun os et skridt tættere på en direkte transmission fra sjælen. Bag Cold Specks gemmer sig Toronto-pigen Al Spx, der så igen er opdigtet for at holde hendes rigtige navn skjult i respekt for en religiøs familie. Så meget for ærligheden i den forbindelse. Men når Al Spx lukker op for sin disede stemme, der kan stryge kornmarkerne med brisens venlighed og forsvinde ind lillebyens dunkle sidegader, er hun tilstedeværende som få sangere og transcenderer sandheden om afsenderen. Hvem end hun i virkeligheden er, lyder hun som en bøn, der kan finde resonans i ethvert andet menneske. Med en slugternes dybde og den hæse klang, der giver lidenskaben et sønderlemmede skær. Godt nok er de simple indspilninger foretaget i London, navnet hentet i James Joyces 'Ulysses' og stemmen vokset frem i det skovrige Canada, men Cold Specks summer dampende varmt af storladen sang fra kirkerne i det dybe Syden, hvor Mahalia Jackson og Nina Simone værnede hjemløse sjæle mod verdens kulde. Autentisk nerve Nu gør Cold Specks det samme i elleve sjælfulde sange, der taler til Herren, men sætter tvivl før tro og klager sin nød, fordi vi alligevel falder som blade fra et dødt træ. 'Doom soul' har hun selv kaldt det, men der er også en mildhed over de sparsomme orkestreringer med den nænsomt plukkede guitar, det bløde klaver og diskrete kor bag den fyldige og afgørende stemme, hvor de poetiske faldgruber gemmer sig. Fortrøstning og undergangsrystelser slynger sig om hinanden, når Cold Specks med sin prunkløse inderlighed famler i mørket og synger sammenbrudte sætninger som: »I am a goddamned believer«. Det er rørende, men aldrig kvælende. Stemmen har mere slitage end de fleste andre 24-åriges, men hun overspiller den aldrig. Den er lige præcis så tilbageholden, at det lukker en kold trækvind ind i genfortolkningen af traditionerne. Det er underspillet, det hiver os tæt på som en bølge på vej tilbage til havet og er det, der gør Cold Specks' debut til det bedste af de mange bud på autentisk nerve i en kunstig og elektronisk medieret tid.

FACEBOOK