Nogle siger, at livets udsving er ligeligt fordelt, at der er lige meget smerte og sorg til hver af os, at det går lige op i den sidste ende. Det er en livsløgn. Nogle mennesker får flere tørre tæsk af skæbnen end andre. Nogle mennesker som John Grant. For tre år siden udgav den amerikanske sangersangskriver sit første soloalbum, ’Queen of Denmark’. En voldsom bekendelse om en fortid med afhængighed, død og udstødelse, der har bandet Midlakes pastorale folkrock (valiumberoligende!) i ryggen. Debuten var råt for usødet en opsummering af et bulet og bøjet liv, der for Grant begyndte i et strengt kristen-metodistisk hjem i Colorado. Her lærte Grant at gemme sin homoseksualitet godt og grundigt væk, før han søgte til Europa, hvor han studerede tysk i Heidelberg.
Han udviklede desværre så kraftig panikangst, at han i dag stadig er medicineret, men i første omgang medicinerede han sig selv med alkohol og kokain. Velkommen gæst Han vendte hjem til USA i 1990’erne, da hans cancersyge mor lå for døden, og formede bandet The Czars. Kritikerne roste deres drømmepop, der støjsvævede rundt om Grants urokkelige baryton, men publikum nåede aldrig at opdage dem, før den nu stærkt afhængige Grant blev smidt ud af bandet. Gennem AA fik han gjort sig fri af rusmidlerne og flyttede til New York, hvor musikken blev lagt væk i nogle år, mens han levede som hospitalstolk. Indtil Midlake trak ham tilbage i den musikbranche, han som 44-årig i dag føler sig som gæst i. I så fald en meget velkommen gæst.
