0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folk-rocker svarer livets kæberasler igen med disco

Amerikanske John Grant er endelig klar med opfølgeren til sin formidable debut.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bella Union (PR)
Foto: Bella Union (PR)

glødende salmestemme. John Grant har fra sit nyfundne eksil i Reykjavik bragt sine melankolske sange i overraskende retninger.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogle siger, at livets udsving er ligeligt fordelt, at der er lige meget smerte og sorg til hver af os, at det går lige op i den sidste ende. Det er en livsløgn. Nogle mennesker får flere tørre tæsk af skæbnen end andre. Nogle mennesker som John Grant.

For tre år siden udgav den amerikanske sangersangskriver sit første soloalbum, ’Queen of Denmark’. En voldsom bekendelse om en fortid med afhængighed, død og udstødelse, der har bandet Midlakes pastorale folkrock (valiumberoligende!) i ryggen.

Debuten var råt for usødet en opsummering af et bulet og bøjet liv, der for Grant begyndte i et strengt kristen-metodistisk hjem i Colorado. Her lærte Grant at gemme sin homoseksualitet godt og grundigt væk, før han søgte til Europa, hvor han studerede tysk i Heidelberg.

Han udviklede desværre så kraftig panikangst, at han i dag stadig er medicineret, men i første omgang medicinerede han sig selv med alkohol og kokain.

Velkommen gæst
Han vendte hjem til USA i 1990’erne, da hans cancersyge mor lå for døden, og formede bandet The Czars. Kritikerne roste deres drømmepop, der støjsvævede rundt om Grants urokkelige baryton, men publikum nåede aldrig at opdage dem, før den nu stærkt afhængige Grant blev smidt ud af bandet.

Gennem AA fik han gjort sig fri af rusmidlerne og flyttede til New York, hvor musikken blev lagt væk i nogle år, mens han levede som hospitalstolk. Indtil Midlake trak ham tilbage i den musikbranche, han som 44-årig i dag føler sig som gæst i. I så fald en meget velkommen gæst.

Med ’Black Belt’ hamrer Grant stemmen ned i dansegulvet, og på ’You Don’t Have To’ vibrerer den elektroniske puls som en intern modvilje mod Grants glødende salmestemme.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden