Det handler om mere end bare musik. Man kan ikke skille den svenske søskendeduos ildfrosne electro fra deres (køns)politiske agenda, de billedstormende koncerter og den ansigtsløse kamp mod medieverdenens billedfiksering.
Det levende værk, The Knife er blevet til, er et fintmasket væv af flammende rytmer og radikale holdninger. Og i en verden af hitlisteleflende pop er det fantastisk, at Karin og Olof Dreijer faktisk vil verden noget – selv om det kan være kvælende.
River i kroppen
Det eneste, man på forhånd kan vide sig sikker på, er, at normalitetens kalk ikke får lov at aflejre sig her. Omvæltning er som ledemotiv indskrevet i titlen på ’Shaking the Habitual’, og alene spillelængden på 97 minutter giver fingeren til tidens tendens til korte sange, der kan likes og nydes i farten på nettets informationsmotorvej.
The Knifes 13 vildt forskellige tracks er fulde af – endda sublim – nydelse, de kræver bare mere end et klik på din smartphone mellem to stationer.
Heldigvis er det ikke kun vanerne, der skal rystes. Det skal røven også.
LÆS OGSÅ Maskerede popstjerner og prisbelønnede briter besøger Northside
I et overfald af heftige rytmer nedbryder The Knife forestillingen om, hvad electropopmusik og kønsroller er. Karin Dreijers sangstemme er stadig maskeret i et tvekønnet ingenmandsland, hvor hun energisk synger om sin trang til penetration og behovet for at give slip og være i kroppen.
Det sidste sørger de bugtende forløb af originale synthklange for, mens de rider af sted i et polyrytmiske tornadoridt på højdepunkter som ’Full of Fire’ og ’Networking’. De river i kroppen, tankerne må bare følge med.
Mere end bare musik
Det ene øjeblik lyder de som et kor af brunstige jungleaber, i det næsten bliver trommehinden knust mellem maskinelle tandhjul.
Lyden kan være retrofuturistisk som kantet 1980’er-scratch, mens rytmerne er samlet op i det vestlige Afrika. The Knife er en del af den skandinaviske stamme – på krigsstien i en berusende blanding af frydefuld uhygge og vildskab.
Omvendt er det en prøvelse, når dansen på politiske gløder falder ned i dybe skakter af ambient stilstand. De 19 minutter på ’Old Dreams Waiting to be Realized’ lyder som en luftalarm, der skal have skiftet batterier, og ligner en intellektuel tankestreg: Lytteren skal udfordres for udfordringens skyld. Som musik er det bare en (meget lang) fodnote.
LÆS OGSÅ Glamrock, Biebermani og svensk mørke: Her er forårets koncert-højdepunkter
Men de utæmmede kræfter dominerer trods alt ’Shaking the Habitual’, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at deres lange kampskrift af en medieperformance uden for musikken er overkill.
Deres musik alene byder enhver monokultur trods, og det er jo afvæbnende i en grad, så man lytter efter, når de leger med Salt-N-Peppas gamle hit i linjerne: »Let’s talk about gender, baby/ let’s talk about you and me«.
Nu er The Knife hele pakken, men musikken alene tvinger os til at gentænke vores opfattelse af hinanden. Fordi den i sig selv er meget mere end bare musik.
fortsæt med at læse
