Den amerikanske sangerinde Janelle Monáe er stadig fra en anden planet.
Eller på et andet sted i vores tidsregning.
På sit andet album fortsætter den 27-årige sangerinde sin hvirvlende leg med soul, r'n'b, rock og psykedelisk pop, men udvider også fortællingen om Metropolis, hvor androiden (og Monáes alter ego), Cindi Mayweather, er en messiansk heltinde, der kom på kant med fremtidssamfundet, da hun forelskede sig i et menneske.
Det er forbudt i 2917. Her må androider slet ikke have følelser.
Robotkærlighed er »gay«
Siden 2010-debuten, 'The ArchAndroid', er Janelle Monáe nået til suite IV og V i sit værk.
Cindi Mayweather er gået fra at være udstødt til at være »our favourite fugitive«. Det lyder stadig en anelse skørt i de indlagte mellemspil, hvor radioværter rabler løs om at få pudset krom, hævntørstige androider ringer ind med fortællinger om overgreb, og mennesker ringer ind med al deres afsky for androiderne. Men det er ikke kun underlige påfund.
Danske musikere: Her er sangene, du skal høre inden dommedagMed base i kunstkollektivet Wondaland Arts Society i Atlanta arbejder Janelle på et større futuristisk værk. Hun stiller op til interview i rollen som androide og bygger på forskelig vis videre på Philip K. Dicks sci-fi, Fritz Langs film og Aldous Huxleys skrækscenarier.
Og naturligvis er der mere på spil end bare løssluppent tankespind.
Androidernes triste fremtidsskæbne genfortæller blot den genkendelige og kedelige historie om menneskets hang til at udelukke dem, der er anderledes. En pointe, der giver genklang i 2013, når Monáe som kvinde synger »Am I a freak because I love watching Mary?«, eller når en stemme råber op: »robot love is gay«.
Og den elektriske Janelle Monaé hylder alle outsiderne, alle dem, der tør træde uden for herskende normer og bryde enhver form for vanetænkning. Som sangen 'Dorothy Danridge Eyes' om den første oscarnominerede afroamerikanske skuespillerinde eller 'Sally Ride', den første amerikanske kvinde i rummet.
Det er ånden på et album, der selv stepper rundt på kanten af love og fastlåste mønstre.
Forestillinger om stil
For det er ikke kun i sine gennemarbejdede koncepter, at Janelle Monaé fortsætter med at slippe fantasien løs på 'The Elctric Lady'.
Den letbenede sanger bevæger sig ubesværet rundt mellem genrer og stilarter.
'Ghetto Woman' lyder som en Stevie Wonder-sang skudt ind i fremtiden, 'It's Code' simrer af Philly Soul, og på den tjeppe 'Dance Apocalyptic' kan man i det hæsblæsende tempo høre ekkoet af et motiv fra Was (Not Was).
Sangene tager fat i årtier gammel soul, funk og r’n’b, de dryppes i lydsyre og sendes ud i stratosfæren, hvor de blinker som glimt af den fremtid, der altid lurer lige om hjørnet. Som hun synger på ’Q.U.E.E.N.’: »I'm tired of Marvin asking me ’What's Going On?’«.
LÆS ANMELDELSE
24-årig R'n'B-talent har kolossalt hitpotentialeMen Monaé står nu stadig på skuldrene af psykedeliske futurister som Funkadelic og Sun Ra, mens hun rører både bombastiske popsange og smygende ballader op med guitarsoloer, der kunne være hentet hos ZZ Top eller lånt hos Pixies.
Ligesom den filmdramatiske intro er »inspireret af forestillingen om Ennio Morricone, der spiller kort med Duke Ellington«.
Fyldige gæster
Der er højt til loftet og nok at tage fat på i det 19 numre lange kompleks, der vil så meget og faktisk når det meste.
For til forskel fra det forrige connoisseur-album er der på ’The Electric Lady’ mere plads og luft i Monáes sange.
Der er stadig rum til de tanker, værket kaster af sig, men Janelle Monáe vender sin musik ud mod verden. Som paraden af gæstevokalister understreger.
Stjerneskuddet Janelle Monáe sang som en ung Michael JacksonAlbummet lægger ud med et sjældent gæstebesøg fra Prince på ’Give Them What They Love’. Og det er lige præcis, hvad de gør med støn fra underlivet og stampende storhed.
På titelnummeret blæser Monáe højttaleren omkuld i selskab med soulsøster Solange, og i et af de få pusterum lægger hun sig på silkelagerne ved siden af Miguel på ’Primetime’.
LÆS ANMELDELSE
Trussetyv synger brilliant pop med frækt smil under røde øjneDet store og det lette
Der er enkelte statiske sange, hvor Monáe ikke formår at løfte sine lån i den sorte amerikanske sangskat, men overordnet er det imponerende at opleve en ung sangerinde med så overvældende en vision. Og evnen til at forløse den.
Med frækhed over for traditionerne, titanisk mod i ambitionerne og en ubøjelig tro på sig selv finder Janelle Monáe balancen mellem det stort anlagte og det let tilgængelige.
Sådan skaber man et af årets vigtigste r’n’b-album.
fortsæt med at læse
