Man kan ikke ligefrem anklage amerikanske Bill Callahan for at genopfinde sig selv mellem sine mange pladeudgivelser.
Siden han under navnet Smog satte nye standarder for lo-fi i 1990’erne, har han under eget navn forfinet sit afdæmpede greb om eksistensen. På hans 18. album lyder det stadig, som om Callahan lægger armen om dig og med sin sprukne stemme beretter om afstanden mellem mennesker. Med en dyb stemme og et eroderende langsomt tempo. Det får man det på en eller anden magisk måde bedre af.




























