Det er næsten for meget af det gode, når den Odensebaserede kvartet Causa Sui lader sig afbilde barfodede på en strand med tilsandede guitarpedaler, vaklende forstærkere og med den nedadgående sol i ryggen som en mytisk femtemand iklædt 50 nuancer af orange.
Men samtidig giver det rigtig god mening.
Hvorfor stå foran et hvidt bagtæppe i et studie fuld af bleggule spotlamper, når ens musik rent faktisk lyder, som om den er blevet undfanget i en verdensfjern tilstand på en strand et sted, hvor man skal vaccineres mod japansk hjernebetændelse, før man overhovedet kan rejse ind i landet?
Alligevel er her ikke skyggen af backpackerfunk at spore. Tværtimod.
’Euporie Tide’ er Causa Suis 7. album og præsenterer en glædelig kobling mellem den tunge, riffbaserede stonerrock, der prægede lydbilledet, da bandet debuterede i 2005, med en mere abstrakt og kompleks tilgang til musikken, der synes at have fundet en fornuftigt gødet grobund i det fynske de seneste år.
Et band uden lige
Det er dog primært førstnævnte side, åbningsnummeret ’Homage’ tipper til. Tungt.
For som titlen indikerer, er den ti minutter lange sag en hyldest til bandets egne inspirationskilder.
I hvert fald kippes der elegant med bandanaen mod både stonerrockpionererne i Kyuss og de tyske arvtagere Colour Haze.
Senere kokser den monumentale ’Mireille’ ud på congas, imens ’Echo Springs’ og den eventyrlystne ’Ju-Ju Blues’ viser mildere, men stadig afsindigt velspillede sider af bandet, der virkelig formår at spille både på musikhistorien og på hinandens interne vekselvirkninger undervejs.
Og ja. Alt er instrumentalt. Men det er så instrumentalt, at det slet ikke føles sådan.
Resultatet er en stor, småpsykedelisk plade fra et band, der ikke kender sin lige.
Uendelige hamskifter
Ligeledes egenartet er kvartetten Pinkunoizu, der i stil med Causa Sui rent genremæssigt har det med at skifte retning ganske løbende.
Det er dog en mere krautrockagtig lyd, der er den gennemgående benzin i Pinkunoizus udtryk – et udtryk, der dog muterer adskillige gange undervejs.
Men selv om de konstante hamskifter er elskværdige på stærke numre som de slagkraftigt krautrockede ’Neuromancer’, ’Moped’ og den surfrockguitarvridende ’Tin Can Valley’, virker en sang som ’Pyromancer’ underligt idéfattig, ligesom den over seks minutter lange, repetitive ballade ’I Said Hell, You Said No’, der virker mere forelsket i sin egen kække titel end i at få melodien til at rykke sig fremad.
Havde ’The Drop’ været en ep, havde den været svær at få armene ned over. Men som helhed knækker stænglen undervejs, når ornamenterne bliver for tunge.
Hamrende gode (live)
Hvor Pinkunoizu gør en sympatisk og medrivende dyd ud af at dyrke kaos i deres musik, er der en anden ro over trioen Papir, som i stil med Causa Sui har en jambaseret og instrumental tilgang til rockmusikken.
Og her gælder det altså om ikke på forhånd at lade sig slå ud af hverken tanken om fladtrykt træmasse eller lidet ophidsende sangtitler som ’Papir III.I’, ’Papir III.II’ og så fremdeles.
For sit beskedne ydre til trods er Papir et hamrende godt band – og et betagende sammenspillet et af slagsen også, hvorfor man som tommelfingerregel ikke må misse trioens koncerter.
Men i albumformat er det, som om den intensitet og det nærvær, der præger gruppens liveudtryk, ikke altid får lov at sparke sig igennem lydbilledet med samme vildskab som på scenen. Og det er en skam, for når det gør, er det fremragende.
Det begynder netop solidt med den blidt vuggende ’Papir III.I’, der med en fuldmånehylende guitarfigur og dynamiske trommer skubber albummet i gang med både sikker hånd og en snert af den gode vildskab.
Den stikker sit dejligt grimme fjæs frem igen, når den ikke færre end 15 minutter lange afslutter ’Papir III.IIIII’ får lov at træde tungt til i pedalerne, og guitaren igen sejler ud i et helt forrygende soloridt.
Her er Papir nærmest frygtindgydende gode.
fortsæt med at læse
