Det var storebroren til en klassekammerat, der præsenterede mig for Disneyland After Dark.
Som de stadig hed dengang i midten af 1980’erne, hvor jeg stod på tærsklen mellem barndommens land og tilværelsen som teenager. Han gav mig en kopi af ’Call of the Wild’ på kassettebånd, og kort efter købte jeg som en af mine første vinylplader deres ep ’Standing on aNever Never’.
LÆS OGSÅ Fra digter til musiker: Rockmonsteret kommer op af lagunen
Ungdommens følgesvend
Det er ikke helt de 30 år siden, som D-A-D nu markerer med en opsamling af kronologiske udpluk fra alle deres 11 album.
Men i takt med, at jeg nu sidder og lytter mig fremad, fra min egen spæde ungdom i 1986 til i dag, slår det mig, at D-A-D var en af sjoveste broer, man kunne gå ad. På vej til at blive en ung mand, eller hvad man nu skal kalde det skæringspunkt, hvor man ser den første seriøse skitse af sig selv.
Deres ironiske og antiautoritære ko-punk var tilpas fjollet, tilpas højenergisk og tilpas ude af kontrol til både at give fornemmelsen af tilværelsens nye muligheder og samtidig holde en kant til alle dens forpligtelser.
Det var både potent og lige til at skraldgrine ad, når Jesper Binzer hang ud over Orange Scene og kortsluttede Johnny Cash med ’Riding with Sue’. Eller når de vendte hjem fra Amerika med et endnu større kokranium på scenen, men stadig sang godnatsangen ’It’s after Dark’, som om intet var hændt.
Daft Punk blev de store vindere ved Grammy-festenIdeerne blev fattigere
Det blev det ikke ved med at være. Nogle af de gamle skatepunkere klippede håret, de ironiske parader blev sænket, og det modne D-A-D blev Danmarks største rockband. De blev dygtigere, men ideerne også fattigere.
Det var jo ikke en sekt som The Cure. Man kan gå og komme, som man vil, i D-A-D’s selskab, og jeg fandt mine eksistentielle kicks andre steder – med mindre distance. Men når jeg lytter til den anden af de to cd’er, slår det mig, hvor meget musikalsk højde D-A-D også taber midt i 1990’ene.
Der er stadig endog rigtig gode sange indimellem, og det tekniske niveau er jo steget. Det er de overrumplende ideer, der er væk. På den måde blev D-A-D også en musikalsk ham af den slags, man lægger fra sig på et tidspunkt.
LÆS OGSÅ Black Sabbath smadrede Volbeats Grammy-drøm
Selv om D-A-D i dag fortsætter som det driftsikre rockband med glimt i øjet og stor appel i udlandet, er det da også påfaldende, så meget de ser sig over skulderen i selvbiografisk bogform og med opsamlingen her. Men publikum er der stadig.
Og jeg er nok ikke den eneste, der stadig får nostalgisk backflash, når de hamrende trommer annoncerer, at nu kommer Marlboromanden. Igen.
fortsæt med at læse
